South Luangwa i Zambia -
På verdens bedste (fod-)safari
South Luangwa er Zambias stolthed og regnes for at være en af verdens bedste nationalparker – der er masser af vildt og ganske få mennesker. Og så kommer man helt tæt på naturen på de berømte fod-safarier

For enden af Rift Valley
Luangwa-dalen ligger i det østlige Zambia for enden af The Great Rift Valley – den enorme kløft som skærer sig ned gennem Østafrika.
Luangwa-dalen huser både South Luangwa Nationalpark og dens lillebror North Luangwa. Dalen er et af Afrikas største naturlige tilholdssteder for de vilde dyr.
En livline gennem landskabet
Den 9.050 km2 store park gennemskæres af Luangwa-floden, der løber som en livline gennem landskabet. Floden går jævnligt over sine bredder og danner dermed grobund for den frodige vegetation og det rige dyreliv, som dalen og nationalparken er kendt for.
Ved floden holder også de mange flodheste, krokodiller og vadefugle til. Især flodheste er der masser af. Når man fra parkens indgang går over broen for at komme ind i selve parkarealet, svømmer der typisk mellem 30 og 70 flodheste rundt underneden. Der anslås at være omkring 50 flodheste pr. kilometer flod!


Tårnhøj vildtkoncentration
I det hele taget er koncentrationen af vildt tårnhøj i South Luangwa. Løver, zebraer, bøfler, giraffer og elefanter findes i flokkevis, og især er parken hjemsted for mange leoparder. Den har en af Afrikas højeste koncentrationer af leoparder.
Leoparderne kan dog være svære at få øje på, da de er temmelig sky. Oftest fortrækker de, når de hører en bil. Men mange af guiderne er trænet i at opspore de store plettede kattedyr, og særligt på natsafari kan være heldig at få dem at se – og at se dem jage.
En sjælden giraf
En anden udsøgt gæst er Thornicroft-giraffen, som kun findes i Luangwa-dalen. Den er en af de væsentligste grunde til, at parken blev oprettet i 1904, dengang som vildtreservat. I alt er der 60 forskellige dyrearter. Kun næsehornet, som tragisk nok blev udryddet af krybskytter i 1970'erne, mangler i denne safarirejsens hall of fame.
Fugleliv i hobetal
Også fuglelivet er overdådigt i denne store park – der er over 400 forskellige fuglearter. Hen mod slutningen af tørkeperioden kan man se hundredvis af store fugle vade gennem flodernes lave vand.
En af de smukkeste er krontranen, som med sin store dusk af gule, stive fjer på bagsiden af hovedet unægtelig er majestætisk.


Græssavanne og baobabtræer
Svarende til parkens variation i dyreliv er også vegetation temmelig varieret.
Mod syd breder især græssavannen sig, mens Muchinga-forkastningen mod nord er dækket af skovsavanne.
Vestpå er der ligeledes skovsavanne, men også de såkaldte dambos, overrislede engstrøg, og spredt græsbevoksning er karakteristisk for landskabet her. Desuden er der baobabtræer, store maghoniskove og tamarindtræer rundt omkring i parken.
Safari til fods
Parken er meget uberørt og til tider ret ufremkommelig, så de fod-safarier, som parken er blevet så kendt for, er sine steder nærmest en nødvendighed. I store dele af parken er der nemlig ikke veje.
Det betyder i øvrigt, at South Luangwa kun har ganske få gæster. Så snart man kommer lidt væk fra hovedindgangen, er der så godt som øde. Dette er en af grundene til, at parken anses for at være en af de allerbedste safaridestinationer.
Fod-safari eller walking safari findes i dag mange steder i Afrika, men denne safariform blev opfundet her i South Luangwa i starten af 1960'erne af den legendariske guide Norman Carr.


Deltager i naturens scenarier
På fod-safari oplever man dyrene på forbløffende tæt hold, og det er en af de bedste måder at udforske South Luangwas uberørte natur på – man bliver ét med naturen i stedet for bare at kigge på.
Der foregår selvfølgelig under betryggende forhold og i følgeskab med en guide og en bevæbnet vagt. Guiderne er højtuddannede og har et stort kendskab til vildtet.
De fleste lodges og camps tilbyder en blanding mellem almindelige safarikørsler og fod-safari. Derudover er der natsafarier, hvor de nataktive dyr kan iagttages.
Hvordan og hvornår til South Luangwa?
Den nemmeste måde at komme til South Luangwa på er ved at flyve til den nærtliggende Mfuwe-lufthavn, der i højsæsonen har daglige forbindelser med Lusaka.
Med bil kører man typisk fra Chipata på The Great East Road eller fra Mpika på The Great North Road.
Bemærk at de fleste lodges og camps er lukket under regntiden fra december til april, da regnen gør det umuligt at færdes i store dele af parken.

