Dækket bord på savannen i Zambia

Mad og drikke -
Zambias køkken

På rejse i Zambia er maden af internationalt tilsnit – suppleret med vildt fra savannen og friskfanget fisk fra landets søer og floder

På hoteller og lodges har menuerne internationalt præg. Typisk med et stærkt britisk islæt, da mange lodge- og hoteldirektører er englændere eller hvide zambiere med britiske aner

Vestligtsindede storbykøkkener
I storbyerne har den vestlige mad gjort sit massive indtog. I Lusaka og Livingstone kan man finde næsten et hvilket som helst slags vestligt måltid. Også det kinesiske og indiske køkken er ganske udbredte.

Det samme gælder for vestlig fastfood, især burgere, pizza og stegt kylling, som er uhyre populært blandt de lokale. Langs de store landeveje er der desuden ”tuck shops” med kager og take away som pies og pølsehorn.

Restaurant i Livingstone i Zambia
Friskfanget fisk fra Zambia

Bøffelbøffer og zebrasteg
Mange lodges har desuden vildt på menuen, typisk kød fra impalaer, bøfler, lechwe-vandbukke, af og til zebraer – og krokodillehaler. Især er Lilayi Lodge, i udkanten af Lusaka, kendt for sine udsøgte vildtretter.

Vildtkødet finder også vej helt ind til hjertet af Lusaka og Hotel InterContinentals køkken. Hotellet har for øvrigt også en helt forrygende søndagsbrunch.

Frisk fisk fra fad
De lodges og etablissementer, som ligger tæt på søerne og floderne, har som oftest friskfanget fisk på menuen.

Ved Tanganyika-søen er det især den mørke havaborre og den smagfulde nilaborre, som serveres. Ved floderne typisk brasen, skægkarpe og gedde.

Majsgrød på dagsordenen!
For de lokales vedkommende – og når man kommer ud på landet – drejer madkulturen sig i altovervejende grad om majs, eller rettere sagt majsgrød, nshima.

Nishimaen rulles sammen til store kugler, der spises til forskellige former for sammenkogte retter. De kaldes relish, hvilket i Zambia kan betyde alt fra kød, kylling, fisk eller grøntsager. Det er ikke usædvanligt, at de lokale restauranter kun har tre ting på menuen: nshima og kylling, nshima og kød og nshima og fisk.

I byerne er der dog også mange bagerier med friskbagt, billigt brød, ligesom også ris her supplerer den evindelige nshima.

Nshima, Zambias nationalret
Mosi Lager, Zambias nationaldrik

Øl i mange afskygninger
Zambierne er et øldrikkende folkefærd. Den lokalt producerede Mosi, en lagerøl på 4% som kan fås alle vegne, er nærmest en nationaldrik. Den lidt kraftigere Eagle er også værd at smage. Det samme gælder Zambezi Lager fra nabolandet Zimbabwe, der dog er sværere at få fat i.

Desuden drikker zambierne en del hjemmebrygget øl, kaldet masese eller ucwala, typisk lavet på majs, durra eller hirse og med en syrlig smag. Denne slags øl fås også på karton fra bryggeriet Chibuku og kaldes også ”shake-shake”, da den skal rystes sammen, inden man drikker den.

Vin og læskedrikke
I Zambias østlige provinser er der vingårde, men nogen stor vinproduktion har landet ikke, og kvalitetsniveauet kan diskuteres. I stedet importeres der vin fra Zimbabwe og navnlig Sydafrika.

På den non-alkoholiske side er der masser af sodavand og læskedrikke i butikkerne. Har man mod på det, kan man prøve den lokale læskedrik maheu, en lidt grynet, syrlig drik lavet af majsmel. Den kan minde om drikkeyoughurt og er faktisk meget forfriskende i varmen.