
Livingstone
– Victoriavandfaldets detroniserede nabo
Nord-Rhodesias gamle, støvede hovedstad ligger kun ti kilometer fra Victoriavandfaldet
Hotellerne på Zambia-siden af Victoriavandfaldet har derfor postadresse i Livingstone. Nogle er store og har international klasse. Andre er små intime lodges med safari-atmosfære.
Desuden har Livingstone en lille international lufthavn med forbindelser til såvel hovedstaden Lusaka som til Johannesburg i Sydafrika.
Der er også togforbindelse til Lusaka og Kabwe, og så går The Great South Road lige fra Lusaka til Livingstone. Det er således ikke helt forkert at sige, at alle veje i Zambia fører til Livingstone ...
Dr. Livingstone, I presume?
Byen er selvsagt opkaldt efter den store engelske opdagelsesrejsende David Livingstone.
Han var blandt meget andet den første europæer, der så Victoriavandfaldet. Det var også ham, som navngav det – efter Englands dronning Victoria.
Nogle af hans efterladte effekter kan beses i Livingstone Museum, landets største og ældste museum. Ud over Livingstone-remedierne huser museet en arkæologisk, etnografisk, historisk og naturhistorisk samling.


The rise and fall
Livingstone, der er Zambias ældste by, blev i 1911 landets hovedstad. Dengang var byens faciliteter og bygninger udsøgte, og langs byens hovedgade røber de gamle edwardianske kolonibygninger tidligere tiders storhed.
I 1935 flyttede man imidlertid rigets administration til Lusaka, og Livingstone er i dag en lille og lidt stille, for ikke at sige forsømt by. Den er dog ikke mere stille, end at en stor del af Zambias turisme går over den. Således er der masser af turoperatører i byen, der ud over ture til Victoriavandfaldet også arrangerer rafting, kanosejlads, rideture og sejlture på Zambezifloden.
