Liuwa Plains Nationalpark
– Zambias glemte hjørne
Liuwa Plains er fjernt fra alfarvej, men af samme grund et næsten jomfrueligt stykke bushlandskab og en rejse værd, hvis man er til løver, gnuer og sceniske sletter

Den store, flade sandslette
Liuwa Plains Nationalpark ligger i Zambias vestlige provins, ikke langt fra grænsen til Angola. Den er 3.660 km2 stor og populært sagt flad som en pandekage.
Desuden er terrænet meget sandet, så området kan bedst beskrives som en kæmpemæssig, flad sandslette med kort græsbevoksning. Græssletterne omkranses af et skovbælte af især seringa- og teaktræer, der også findes i små klynger på selve sletten.
Parken flankeres af Luabimba-floden mod øst og Luanginga mod vest. De omkringliggende områder er enge, som jævnligt oversvømmes.
Migrerende gnuer
Den enorme slette gør horisonterne vide og utroligt sceniske, og kører man lidt ud i landskabet, er der også et stort og varieret vildtudbud at få øje på.
Især er parken kendt for sine enorme flokke af gnuer, som hvert år i november vandrer tværs over Liuwa Plains fra Angola.
Antiloper og rovdyr
Dertil kommer en lang række antiloper som den lille oribi-antilope, rød lechwe-vandbuk, dykker-, tsessebe og heste-antilope og stenbuk.
Der er også mange større rovdyr i parken, særligt løver og vilde hunde. Men også sjakaler, hyæner og servaler lader sig se.


Fuglene i flok
Også fugle på træk lægger gerne vejen forbi Liuwa Plains. I regntiden kan de ses i kolossale flokke, når de flyver sydpå.
Nævnes kan især senegaltrappen, sekretærfuglen, hottentotanden, kron- og klunketranen, den hanehalede vidafinke, isfuglen og store flokke af sortvingede braksvaler.
Der er også en række rovfugle som fiskeørnen og rovørnen. Og så den store kampørn, Afrikas største ørn, som med et vingefang på over 2,5 meter sagtens kan gå på jagt efter unge antiloper!
De små klynger af træer på sletten er et fremragende sted at se mange af fuglene.
Mobil-safari i et vildt område
Liuwa Plains er som sagt lidt afsides beliggende og ikke altid lige nemt at besøge, da man på vejen skal krydse Zambezifloden, som i disse egne kan være lunefuld.
Desuden er der meget få faciliteter i og omkring parken – eksempelvis er der ingen veje, hvorfor det er meget let at fare vild. Det er derfor nødvendigt at færdes i følge med en guide. En sådan kan, hvis man er Afrika-veteran, findes i Kalabo, den nærmeste by. Ellers skal man nok have entreret med kyndige på området på forhånd. Hemingway’s anbefaler sig!
Den bedste måde at udforske parken på er på en såkaldt mobil-safari. Her tager man hele lejren med i køretøjerne – der er nemlig heller ingen faste camps eller lodges – og går og kører så ellers rundt i parken.
Dette lidt besværlige ved Liuwa modsvares af parkens jomfruelighed. Her er ingen kommerciel udnyttelse af naturen eller støjende menneskelig tilstedeværelse, men ren og skær afrikansk bush – som den har set ud i tusinder af år.


