Historie og samfund -
på rejse i Zambias historie
Rejsen i Zambias historie går helt tilbage til det moderne menneskes forfædre, over bantu-invasioner og europæisk koloniherredømme til demokratisk selvstændighed
I 1921 fandt minearbejderen Tom Zwigelaar et gammelt kranium ved Broken Hill nord for Lusaka.
Det viste sig at stamme fra en forhistorisk mennesketype, som man døbte Rhodesia-manden eller homo sapiens rhodensiensis (da Zambia dengang hed Nord-Rhodesia).
Kraniet anslås til at være mellem 300.000 og 500.000 år gammelt og er Zambias mest spektakulære oldtidsfund. Det vidner om, at landet har været beboet i umindelige tider.
Bantu-folkets indtog
Landet blev imidlertid overtaget af en række bantu-folk i løbet af det første årtusinde e.v.t. Deres landbrug, husdyrhold og brug af jernredskaber var oldtidsfolket langt overlegen.
Gennem lang tid var befolkningen temmelig spredt, men mellem 1500 og 1800 begyndte småsamfundene at samles til egentlige kongedømmer med en vis etnisk identitet.
I starten af 1800-tallet var de største grupperinger chewa-folket mod øst, lunda- og bemba-folkene mod nord og lozi-folket mod vest.
Portugiserne bryder isen
Den første kontakt med europæere skete med portugiserne, der i løbet af 1600-tallet overtog guldhandlen i nabolandet Mozambique.
Fra midt i 1700-tallet købte portugisiske handelsmænd jævnligt elfenben og kobber af de zambiske stammer. Efterhånden udviklede der sig også en betragtelig slavehandel.
Livingstone og briternes indtog
Briterne blev interesseret i landet, da David Livingstone rejste dertil i 1853. Livingstone døde endda i Zambia – nær Bangweulu-søen. Hans odyssé op ad Zambezifloden og hans ”opdagelse” af Victoriavandfaldet tiltrak alt fra missionærer til lykkeriddere og vovehalse.
Det var imidlertid minemagnaten Cecil Rhodes og hans selskab, British South Africa Company (BSAC), der i 1889 fik overdraget at bestyre landet. De kaldte det Nord-Rhodesia. Syd-Rhodesia var det nuværende Zimbabwe.
Ikke længe efter, i 1910, skete der et gigantisk kobberfund i den del af landet, som nu kaldes Kobberbæltet. Dette øgede naturligvis Storbritanniens interesse for landet, og en enorm minedrift blev sat i gang.
Kolonistyre og føderation
I 1924 blev Nord-Rhodesia direkte underlagt den britiske krone som koloni, da BSAC afstod landet. Dette førte til et apartheidlignende styre, som udelukkende bestod af hvide.
Det blev ikke stort bedre, da landet i 1953 indgik i en føderation med Syd-Rhodesia og Nyasaland (det nuværende Malawi).
Den Centralafrikanske Føderation, som den hed, blev styret af hvide fra de tre lande og fik malket Nord-Rhodesia godt og grundigt for ressourcer.
Voksende afrikansk utilfredshed
Den voksende afrikanske modstand mod de hvides styre førte til dannelse af de første politiske bevægelser i landet.
Under ledelse af Kenneth Kaunda så United National Independence Party (UNIP) således dagens lys. Partiet fik sin første sejr i 1962, da de fik udvidet stemmeretten til også at gælde for afrikanere.
Selvstændighed – Zambia bliver til
I 1963 udtrådte Nord-Rhodesia af føderationen, og i 1964 blev landet en selvstændig stat inden for Commonwealth. Den nye status blev også markeret af navneforandringen til Zambia.
Kenneth Kaunda blev landets første præsident, men demokratiet gik det så som så med – landet blev i 1973 en étpartistat. Kaunda og UNIP regerede Zambia helt ind til 1992, men økonomien gik gradvist dårligere, og infrastrukturen blev nedslidt.
På vej mod demokratiet
I løbet af 1980’erne begyndte befolkningen at protestere massivt mod landets håbløse økonomi, og i begyndelsen af 1990’erne lød kravet på genindførsel af flerpartisystemet. Et krav som Kaunda måtte bøje sig for, og i 1992 tiltrådte arbejderlederen Frederick Chiluba præsidentposten.
Chiluba var dog ikke stort bedre end Kaunda og undertrykte landets opposition. Da han blev genvalgt i 1996, var der kraftige formodninger om valgsvindel.
Chiluba overlod præsidentembedet til – sin håndplukkede efterfølger – Levy Mwanawasa i 2001. Og selvom også dette valg og det næste blev præget af anklager om svindel, er det nuværende styre det mest demokratiske, landet endnu har set.