vælg region

Serengetis uendelige sletter

Vil du opleve, hvordan Afrikas store græssavanne engang har set ud med kæmpeflokke af vildt, må du unde dig en safarirejse til Serengetis uendelige sletter

Græsæderne i Serengeti i Tanzania

Tre millioner stykker slettevildt
Serengeti ligger på det nordlige højlandsplateau mellem Ngorongorokrateret mod øst, Victoriasøen mod vest og Kenya i nord, hvor den grænser op til Masai Mara-nationalparken.

Den er ikke blot Tanzanias mest berømte nationalpark, velsagtens også Afrikas. Og med rette: De store bestande af slettevildt finder ikke sin mage andre steder på jorden. Omkring tre millioner dyr i alt.

Geparder på Serengeti i Tanzania

Et enormt økosystem
Navnet Serengeti kommer af “siringit”, der på masaiernes sprog betyder ’uendelige sletter’.

Ganske betegnende for den 14.763 km2 store park, der er Tanzanias næststørste og en del af et ialt 40.350 km2 stort økosystem, hvor græsæderne – gnuer, gazeller og zebraer – frit migrerer mellem nationalparker og reservater.

Serengeti fra nord til syd
Selvom Serengeti rummer flere vegetationsformer – i syd breder store græssletter sig, mens de nordligste områder er stærkt kuperede og den centrale sektors savanne er præget af tættere akacievegetation – er det indtryk, der oftest fæstner sig hos den rejsende Serengetisletternes uendelighed. Fulde af vildt på nogle tider af året, temmeligt tomme på andre.

... og fra vinter til sommer
Sletterne opleves bedst fra december til udgangen af marts, mens de nordlige områder, som altid – på grund af landskabets skønhed – er værd at besøge, er mest vildtrige fra juni til oktober. Navnlig i den tidlige ende af perioden, hvor den store samlede vandring af gnuer, zebraer og gazeller nordpå til Masai Mara passerer igennem.

Gnuer i Serengeti i Tanzania

To millioner gnuer på vandring
Denne årlige migration er Serengetis absolut største seværdighed. Enorme flokke af gnuer sætter sig langsomt og gryntende i bevægelse.

Af sted går det i en sky af støv, mens løverne tager for sig. De sultne geparder og hyæner følger efter og kaster sig over de syge og svage dyr, som sakker bagud. Op mod to millioner gnuer, en halv million gazeller og godt 200.000 zebraer forlader i slutningen af marts, begyndelsen af april græssletterne i syd og vandrer nordpå til grønnere arealer.

... og tilbaws igen!
Omkring oktober/november, når den korte regntid sætter ind, finder dyrene tilbage til sletterne, hvor nyt spirende græs nu vokser frem. En langt mindre migration søger sydøstpå og er at finde i Tarangire-nationalparken fra april/maj til omkring oktober.

Lige nu kan du opleve flere af Tanzanias store parker med Hemingway's aktuelle tilbud.