sø med kilimanjaro i baggrunden tanzania

Klima og geografi i Tanzania – søernes, bjergenes og sletternes land

Tanzania ligger i det tropiske savannebælte lige syd for Ækvator ud til Det Indiske Ocean og omfatter også de tre kystnære øer Pemba, Mafia og Zanzibar

Landet er således hovedsageligt naturligt afgrænset – mod vest Tanganyika-søen, Afrikas dybeste sø, mod sydvest Malawisøen, mod Mozambique former floden Ruvama en grænse og mod nord er det Victoriasøen, verdens næststørste sø. Mod nordøst sørger bjergene Kilimanjaro, Mount Meru og Longido for at adskille Tanzania fra Kenya.

Fra kontinentets højeste til laveste punkt
På disse 945.087 km2 – mere end 22 gange Danmarks størrelse – findes permanente og sæsonbestemte søer og floder, inklusiv Great Ruaha, Rufiji River og nogle af Nilens bifloder, hvilket giver landet mere overfladevand end noget andet afrikansk land.

Tanzania har kontinentets højeste og laveste punkt: Sneklædte Kilimanjaro i 5.896 meters højde og bunden af Tanganyika-søen, som ligger 358 meter under havets overflade.

Bølgende græssavanne med mere
Bølgende græssavanne forbindes typisk med afrikansk natur, men Tanzania har meget mere at byde på. Bjergkæder, store og små skove, marsk og sump, floder og søer, mangrover og koralrev. Blot fem procent af det varierede terræn er opdyrket, hovedsageligt i det frugtbare nordlige højland, ved Malawisøens og Victoriasøens bredder og langs kysten. Og det selvom bønder udgør hele 93 % af den totale befolkning.

Fra det frugtbare kystområde rejser sletten sig op til Maasaisteppen, et område dækkende 51.800 km2 åbent græsland, som ernærer omkring tre millioner vilde dyr alene i Serengeti-nationalparken.

Derfor hedder det Tanganyika
Semigold ligger steppen som et blidt, bølgende tæppe af rødt havregræs i regntiden, kun brudt af eroderede stumper af hårde fundamentklipper, de såkaldte inselbjerge eller kopjes. Den østlige arm af Rift Valley, som har haft så stor betydning for topografien af landet, er omkring 100 kilometer bred her, og deler den nordlige steppe fra det enorme centrale plateau, der ligger i 1200 meters højde. Nyika – det golde land på swahili – kaldes dette landskab, hvor kun 500 millimeter upålidelig regn falder hvert år. Heraf det gamle britiske navn for landet: Tanganyika.

Et bælte af græsland
Tanzanias dominerende vegetation er i syd og sydvest tsetse-flueplaget miomboskov afbrudt af en mere varieret vegetation med bl.a. akacier og gigantiske baobab-træer. Et bælte af græsland med spredt træ- og buskbevoksning strækker sig fra Victoriasøens bred mod øst og sydøst til Mozambique.

Fra Kilimanjaro til det sydlige højland
Som en grov omkreds af det indre Tanzania ligger en brudt kurve af meget gamle bjerge. De løfter sig under vulkanen Kilimanjaro som North og South Pare-bjergene og Usambaras, for derefter at dreje mod sydvest som Ulugurus og Uzungwas og slutter af som Southern Highlands omkring den sydlige hovedby Mbeya. Disse bjerge bevarer isolerede rester af den ækvatoriale skov, som engang strakte sig i et ubrudt bælte fra Vest- til Østafrika. De er tilhørssted for mange plante- og dyrearter, der ikke findes noget andet sted i verden.

Monsunvinde over Tanzania
Mens det meste af landet har en enkelt regntid fra december til maj, er den nordlige del, som i Kenya, påvirket af monsunen og har to regntider, én i oktober–november, og en kraftigere i april og maj.
Den varme tørre monsun fra nordøst blæser fra oktober til marts og bringer regn i oktober–november. Fra april til september blæser fra sydøst. Den passerer over Det Indiske Ocean, bliver mættet med væde og giver kraftigt regnfald fra april til juni. Hvor meget det regner og, hvor længe, afhænger af mange forhold. Normalt er klimaet ved kysten tropisk varmt og fugtigt, mens det centrale højland, som dækker det meste af landet, har et tørt og noget køligere klima.

Folkeslag og kulturer
Der er mere end 120 etniske grupper i Tanzania. Udover de nu kun få arabere, indere og i endnu højere grad europæere, er de øvrige fordelt på to afrikanske sprogstammer, bantu og nilotisk, med den første i stort overtal. Den største enkelte gruppe er wa-sukumu, der lever på bredden af Lake Victoria og tæller mere end tre millioner mennesker, mens den økonomisk mest driftige er chagafolket på Kilimajaros frugtbare skråninger. Langs kysten findes swahilifolket, hvis sprog er det officielle i landet.

Maasaierne er et traditionsbundet nilotisk hyrdefolk i den nordlige halvdel af landet. Mens de lokale sandawe og hadza folk taler et khoisan, eller ”klik-sprog”, der minder om sproget hos buskmændene fra Kalahari-ørkenen. De menes, at være direkte efterkommere af stenalderens jæger-samlere, som efterlod sig deres begravelseshøje i Ngorongoro-krateret.