landkort tanzania afrika

Historie og samfund -
en rejse i Tanzanias lange historie

Tanzania har været beboet i mere end tre millioner år. Mødet med Tanzania er derfor også en rejse gennem menneskehedens historie

Nøddeknækkermanden, buskmænd, arabere, persere, indere, tyskere, briter og over 120 forskellige afrikanske folkeslag. Tanzania har været hjemsted for menneskets tidligste forfædre. I Olduvai kløften for foden af Ngorongoro-krateret fandt forskerparret, Mary og Louis Leakey, i 1959, nogle 3,5 millioner år gamle fodspor af et opretgående fortidsmenneske, en såkaldt Hominid, og skeletrester af menneskets dengang tidligst kendte forfædre Homo Habilis og Nøddeknækkermanden, Zinjanthropus Boisei.

Maasaierne bragte kvæget
I titusinder af år, måske mere end 100.000 år, var Tanzanias fastland beboet af san-talende såkaldte buskmandsfolk. De har blandt andet efterladt sig enkelte eksemplarer af deres berømte klippemalerier samt den dag i dag en ganske lille håndfuld af san-talende efterkommere.

Nordfra tilvandrede bantu-talende folk, der for noget over tusinde år siden, bragte agerbruget til Østafrika og Tanzania, mens de nilotiske maasaier senere kom til med deres store kvæghjorde.

lokale tanzania

Islam kommer til Tanzania
Efter i mange hundrede år at have været besøgt af arabiske og persiske søfarende købmænd, blev kystlinien i det 8. århundrede koloniseret af disse handelsfolk, der grundlage mange små bysamfund. Med dem kom Islam og en Afro-Arabisk livsstil til Tanzania. Swahili – “kyst“ på arabisk – kom livsstilen, og et helt nyt sprog, til at hedde.

Købmændene tjente formuer på karavanehandlen, der gik ind i landet og sydpå. Først og fremmest guld, elfenben, skildpaddeskjolde og slaver fandt vej til kysten og Zanzibar og herfra videre til landene omkring Den Persiske Golf.

Sultanen på Zanzibar
De lokale regenter og rigmænd byggede moskeer og paladser, og selv efter portugiserne i det 15. og 16. århundrede fik overtaget i den maritime handel, og Europa blev oversvømmet med eksotiske varer, forblev navnlig Zanzibar et vigtigt knudepunkt for handlen på tværs af Det Indiske Ocean.

lokal tanzania
sejlads tanzania

Dar es Saalam opstår
Så vigtig, at sultanen af Oman i 1840 flyttede sin residens fra Muscat til Zanzibar. Herfra styrede han de kystnære øer, samt en blot 15 km bred kyststribe på fastlandet. Den strakte sig til gengæld fra Mozambique i syd til Somalia i nord. Sultanen byggede flittigt, tiltrak indiske handelsfolk og håndværkere, anlagde store plantager og en helt ny by – Dar es Saalam.

ruin tanzania

Før tysk koloni så britisk protektorat
Under indtryk af truende tysk fremmarch overgav sultanen i sidste halvdel af det 19. århundrede sine besiddelser til britisk proktektorat. Det lykkedes dog Tyskland, efter hårde kampe med de afrikanske indbyggere, at sætte sig på hele fastlandet, der blev koloniseret under navnet Tanganyika.

Efter tyskernes nederlag i Første Verdenskrig, overgik deres koloniale besiddelser til det daværende Folkeforbund, der overlod det til Storbritannien at bestyre Tanganyika som protektorat.

Det moderne Tanzanias fødsel
Kort efter Anden Verdenskrig stiftede uddannede afrikanere TAA, Tanganyika African Association, hvis primære mål var at få lige rettigheder mellem landets oprindelige befolkning og kolonisterne. I midten af 1950’erne blev TANU, Tanganyika National Party Union, dannet, og i 1961 blev Tanganyika uafhængigt. I 1964 opnåede Zanzibar uafhængighed, og seks måneder senere, efter en blodig afrikansk opstand mod de regerende arabere, blev Zanzibar og hovedlandet erklæret for republik. Med en sammentrækning af de to navne blev unionen, Tanzania, en realitet.

Frem til 1995 blev Tanzania som ét-partistat, under Præsident Julius Nyerere og TANU, styret på en socialistisk kurs, der kørte landets økonomi i sænk. Nyerere trak sig tilbage og overlod magten til præsident Ali Hassan Mwinyi, der forlod planøkonomien og ophævede tvangs-kollektiviseringen af landbruget. En ny tid oprandt med markedsøkonomi og flerparti demokrati.