Klima og geografi i Sydafrika
En rejse fra en ende af Sydafrika til den anden er nærmest et naturchok ...
Det 1.221.040 km2 store land, ca. 30 gange større end Danmark, rummer et utrolig varieret landskab. Fra ørken og forrevne bjerge over frodige skovlandskaber til hvide sandstrande langs kystlinien, hvad enten det drejer sig om Atlanterhavet eller Det Indiske Ocean.
En række høje plateauer, fra 500 meters højde over havet ved Limpopofloden i nord, til over 2.000 meter på de højeste steder, definerer i høj grad Sydafrikas geografi og ikke mindst klima, der generelt dog er ganske mildt. Det er derfor vigtigt at vide, hvornår det er godt at tage til Sydafrika, alt efter om du skal spille golf, se vilde dyr – der naturligvis også bevæger sig efter årstiden – eller nyde Cape Towns kulturtilbud og gode strande.
Highveld
Luften oppe på den såkaldte highveld er gennemgående
tør, så selvom temperaturen nemt kommer på den
anden side af de 30 grader i sommer månederne - fra november
til marts - føles varmen ikke ubehagelig. Heller ikke selvom
regnen hovedsageligt falder på denne årstid. Ofte som
kraftige tordenbyger.
Om vinteren - fra juni til august - kan morgenen være en kold oplevelse på højsletten, endda med minusgrader. Til gengæld er himlen skyfri, og når solen får styrke op ad formiddagen, stiger temperaturen let til 20 grader og mere.
Lowveld
I den lavere liggende lowveld og ved kysterne er luften
typisk mere fugtig. Temperaturerne ligger gennemgående omkring
24-32 grader og med mindre sæsonmæssige udsving end
på højsletten. Nedbøren falder som på
højsletten - og resten af landet bortset fra det sydvestlige
Cape - overvejende i sommer månederne.
Vind og vejr
Langs Østkysten mildner monsunvinden effekten af sommerens
fugtige varme, mens de tørre vinter måneder oftest
er behageligt lune. Også Cape Town er berømt for
sine vinde, der snor sig om toppene ved Taffelbjerget og blæser
støv og varme ud af byen. Navnligt i sommer månederne
kan vinden blive temmelig hård ud på eftermiddagen.
Til gengæld har området fra Garden
Route til Cape Town, modsat resten af landet, tørre
varme somre.
Det meste nedbør falder om vinteren, både regn og
sne kan det bliver det til. Så fyldes vandreservoirene op
og sneen daler over bjergtoppene omkring Vinlandet.


Se alle Hemingways rejser til Sydafrika

Se forslag til konference og event i Sydafrika på vores business site
Se forslag til møde i Cape Town på vores business site

Befolkningen
Der lever ca. 42 millioner mennesker i Sydafrika, heraf er 31 millioner
afrikanere, og fem millioner er af europæisk afstamning. Desuden
lever der en million indere og fem millioner mennesker af blandet
etnisk oprindelse.
Sydafrika har 11 officielle sprog. Engelsk, zulu, xhosa og afrikaans - de mest udbredte - samt pedi, tswana, sotho, tsonga, swati, ndebele og venda. Størstedelen af befolkningen er kristne, romersk-katolske og protestanter, heriblandt mange hollandsk reformerte. Blandt de store afrikanske kristne kirkesamfund står blandt andet pinsemenigheden stærkt. Til øvrige større religiøse samfund hører hinduismen, islam og jødedom.