helikopter seychellerne

Transport -
At rejse til og på Seychellerne

Rejsetiden fra Danmark til Seychellerne er kun godt 15 timer, og med en tidsforskel på kun to til tre timer, afhængig af sommertid, slipper du for jetlag

Air France og det nationale selskab Air Seychelles flyver direkte fra Paris og London. Fra London tager det ca. 13 1/2 time at komme til Seychellernes internationale lufthavn beliggende på hovedøen Mahé, ca. 10 km syd for hovedstaden Victoria.

Har du lyst til at kombinere et ophold på Seychellerne med en rejse til Afrika, flyver Kenya Airways også fra Nairobi til den lille øgruppe. Det er meget almindeligt at kombinere en safarirejse i Kenya med nogle dages afslappende badeferie på Seychellerne.

Transport mellem øerne
Transporten mellem øerne foregår enten med fly, helikopter eller båd. Alle flyvninger udgår fra lufthavnen på Mahé. Til den næststørste ø Praslin er der omkring 20 daglige afgange, og der er regelmæssige forbindelser til henholdsvis Bird, Denis, Desroches og Alphonse Island.

Øerne La Digue, Silhuoette, Fregate og North Island betjenes af helikopterservice. Det er også muligt at chartre helikoptere til andre øer.

Mellem Mahé, Praslin og La Digue er der færge- og katamaranforbindelser, og man kan i det hele taget chartre både af forskellig størrelse. Da øerne er så forskellige af karakter, er det nemlig ret udbredt at holde ø-hopperferie eller i al fald se sig lidt omkring.

sejltur seychellerne

cykel seychellerne

Transport på de enkelte øer
Det også nemt at komme rundt på øerne selv. På Mahé og Praslin er der busser og taxier, ligesom det er muligt at leje bil. Særligt er Mini Moke, en slags lille, let jeep, et populært køretøj. Bemærk at der er venstrekørsel på Seychellerne.

På de fleste øer går det også at leje cykler, og på La Digue er sågar oksekærren et kuriøst transportmiddel! Generelt er afstandene på Seychellerne dog ret korte, så i de fleste tilfælde klarer man sig ganske udmærket på egne gåben.