
Små og bittesmå øer i Seychellerne
Seychellerne har masser af småøer at rejse imellem og udforske – faktisk 115 forskellige!
Fælles for disse mange småøer er, at de overvejende er ubeboede og ikke tilbyder deres gæster andet end total afslapning i paradisagtige omgivelser. Aktiviteterne vil, bortset fra kortere vandre- eller slentreture, begrænse sig til vandsport og fiskeri. De fleste mindre øer er atoller, altså flade koraløer, mens enkelte består af vældige granitblokke, der rejser sig knejsende over vandoverfladen.
Til de små øer rejser man, hvis man gerne vil helt væk fra den globale verden. Nogle er naturreservater, mens andre, som North Island og Frégate, er viet til den eksklusive turisme.
North Island – udsøgt luksus i Noahs ark
North Island er en lille, privatejet ø ikke langt fra Mahé, hvis ejere har et erklæret dobbeltsigte med øen. På den ene side har de skabt en slags Noahs ark ved at hente en række sjældne dyr og planter fra de andre øer til North Island.
På den anden side kan disse herligheder udforskes i særdeles luksuriøse omgivelser. Øens ressort består af 11 villaer, hvert med et areal på 450 m2, herunder en privat pool og et udendørs, overdækket lysthus.
Noahs ark
North Island blev forladt i 1970’erne, efter at øens kokosindustri var kollapset. Øen var da i en sørgelig forfatning: Økosystemet var ødelagt, og den oprindelige fauna helt forsvundet. Efter et årelangt, møjsommeligt arbejde med Noahs Ark projektet, der sigter på at genindføre de oprindelige planter og dyr og at stille det økologiske ur tilbage, er øens natur nu tæt på at være genoprettet.
For eksempel findes kæmpeskildpadden, den sorte paradisfluesnapper og den karakteristiske coco de mer-palme atter på North Island.
Aktivitetsmulighederne omfatter snorkling, dykning, dybhavsfiskeri, mountain biking og vandreture. North Island er ikke billigt, men er man til bæredygtig luksus, er oplevelsen uovertruffen!



Frégate Island – piraternes og Hollywoodstjernernes ø
Frégate, der er opkaldt efter den elegante fregatfugl, minder en del om North Island. På den ene side er den en lille naturoase med en del sjældne fugle og planter, for eksempel den seychelliske dayaldrossel. På den anden side er øens resort umådeligt eksklusivt og huset tit Hollywoodstjerner, der lader op til det krævende liv i rampelyset. Strandene er desuden fremragende, og alle resortets 16 villaer ligger lige ud til vandet.
Frégate var i øvrigt et yndet tilholdssted for pirater i det 17. århundrede. Efter sigende skulle der stadig være nogle af deres skatte tilbage på øen, nedgravet på hemmelige steder ... Frégate ligger relativt tæt på Mahé og kan nåes derfra med fly på kun 25 minutter.
Denis Island – på dybhavsfiskeri á la Hemingway ...
Denis Island er en af de nordligst beliggende øer; en lille, frodig atol med store fugle- og skildpaddekolonier. Snorklingen er af høj klasse og foregår direkte fra stranden, mens man kan få de mest forrygende undervandsoplevelser ved at dykke uden for øens koralrev.
Denis Island er opkaldt efter den franske eventyrer Denis de Trobriant, der stødte på øen i 1773. Inden da har arabiske søfarere og pirater sikkert kendt til den, men Trobriant var den første, der tog øen i sin besiddelse. Han noterede sig, at den frugtbare ø var fuld af eksotiske fugle, havskildpadder, sæler og endda søkøer. Før Trobriant forlod Denis Island erklærede han i al højtidelighed, at øen nu tilhørte den franske konge. Han udfærdigede et fornemt dokument, puttede det i en flaske og begravede det på stranden. Denne flaske er aldrig blevet fundet igen.
Harmoni til lands og vands
Ud over at lede efter Trobriants gamle flaske på de fantastiske hvide strande, er der også andre muligheder, hvis man skulle komme til at kede sig på Denis Island. Til lands er det oplagt med gåture, hvor man kan nyde de fantastiske udsigter og udforske øens righoldige flora og fauna.
Øens eneste lodge tilbyder også tennis, volleyball og surfing. Især er den dog kendt for sit dybhavsfiskeri. Dagligt stævner de veludstyrede både ud på jagt efter tun, barracuda, guldmakrel, sailfish og marlin. Flere verdensrekorder er fanget ud for Denis!





Desroches – admiralens fremmeste
Desroches er den fremmeste af de såkaldte Admiral-øer. De er opkaldt efter den portugisiske admiral Vasco da Gama, der opdagede øerne i 1502.
Den lange, smalle atol har vidtstrakte, kridhvide strande beskyttet af koralrev og omkranset af kokospalmer og cedertræer. Øens befolkning levede indtil for nylig primært af at udvinde olie, kopra, og af tømmeret fra kokospalmen. Der er stadig plantager at bese på øen, og kopraen fra Desroches siges at være den bedste i hele øriget.
Ellers står den især på dykning og fiskeri fra Desroches – såvel flyvefisk som dybhavsfisk lader sig fange ikke langt fra øgruppens store lagune.
Desroches er også udgangspunktet for at opleve de andre charmerende Admiraløer, da det er det eneste sted, man kan overnatte. Desroches Island Lodge, vandt prisen som Seychellernes bedste mindre hotel for nogle år siden.
Bird Island – for fugleelskere og skildpaddefans
Bird Island er, som navnet antyder, et paradis for fugleelskere! Hele øen er fredet som reservat. Fra april til september yngler halvanden millioner sodfarvede terner på øen, sammen med en hel del silketerner og bengalske terner. Dertil kommer kardinal, mynah og stor præstekrave, for at nævne nogle få andre.
Øen er også kendt for landskildpadden Esmeralda, som menes at være over 200 år gammel. Med en skjoldlængde på 1,8 meter og en kampvægt på omkring 300 kilo er Esmeralda – der i øvrigt er en han! – øens store stjerne!
Det eneste sted, man kan bo, er på Bird Island Lodge, og bortset fra hotellets personale og gæster opholder der ikke andre mennesker på øen. Bird Island vælger man derfor primært for at se på fugle og natur. Men derudover har øen nogle fortrinlige strande, og ved øens nordlige spids, hvor havet brat bliver dybt, er der gode muligheder for højsøfiskeri. Bird Island er Seychellernes nordligste ø. Den kan nås med fly fra Mahé på blot en halv time.


Aldabra – slår Galapagos med adskillige længder!
Aldabra er ligesom Bird Island et naturreservat. Øen er opregnet på UNESCOs verdensarvliste, da dens økosystem er helt unikt og næsten uberørt af menneskehånd.
Der lever omkring 150.000 kæmpeskildpadder på Aldabra, 5 gange så mange som på Galapagos, og øen er også hjemstavn for en lang række sjældne fugle og planter. Især er Aldabra kendt for den sjældne hvidstrubede rikse, som er den eneste fugleart i det Indiske Ocean, der ikke kan flyve. Berømt er også Aldabras enorme lagune og dens frodige undersøiske liv.
Det er ikke muligt at overnatte på Aldabra – dette er kun forskere forundt. Men man kan tage på heldagsudflugter til øen, og er man ude i god tid, kan man få en af øens videnskabelige medarbejdere som guide.
Man kan ikke flyve til Aldabra, men må fra Mahé tage fly til den nærtliggende ø Assomption, en 2 timers flyvetur, og derfra sejle til Aldabra, hvilket tager omkring 3 timer. Bemærk venligst, at man skal ansøge om tilladelse til at besøge øen, da myndighedernes kontrol med det sarte naturområde er streng.
