Swakopmund i Namibia

Swakopmund -
på badeferie

Kystbyen Swakopmund er Namibias mest populære feriested, ikke mindst fordi klimaet er mildere end i det centrale Namibia

Swakopmund ligger, som navnet antyder, ved mundingen af Swakopfloden. Byen blev grundlagt af de tyske koloniherrer i 1890, hvilket mildest talt stadig er synligt. Mange af husene er bindingsværkbygninger med skrånende tage – som taget ud af en bajersk billedbog fra det forrige århundrede. Især bemærker man den lutheranske kirke, de slotsagtige soldaterbarakker og det smukke Woermannhaus.

Namibias sommerhovedstad
Swakopmund er Namibias fjerdestørste by, men om sommeren forøges indbyggertallet markant, da mange søger tilflugt her for højlandets kvælende varme.

Byen har en 60 km lang, hvid sandstrand. En dukkert er dejlig forfriskende, idet den forbipasserende Benguelastrøm bringer køligt vand fra Antarktis med sig.

Stranden ved Swakopmund i Namibia

Byliv og forlystelser
I modsætning til mange andre steder i Namibia er Swakopmund vant til turister, og der er masser af hoteller, restauranter og cafeer. For ikke at tale om museer, gallerier og de arkitektoniske seværdigheder. Byen har også et akvarium og en slangepark.

Forlystelser er der også rigelig af: Ballonflyvning, faldskærmsudspring, alverdens former for fiskeri samt de mere særprægede aktiviteter som sandkælkning og klitkørsel i ørkenen.

Der er også mange udflugtsmål. Den tidligere sydafrikanske by Walvis Bay ligger omkring en halv time væk og ligeså det fascinerende landskab i Moon Valleys slugter.

Klitkørsel i ørkenen i Swakopmund i Namibia

Sælkoloni i Cape Cross i Namibia

Dette er ikke en sæl
Du kan også tage på dagsudflugt til Cape Cross, som har fået sit navn efter det to meter høje stenkors, den portugisisk sømand Diego Cao plantede her i 1485.

Cape Cross er nu et vildtreservat for de op mod 100.000 sydafrikanske pelssæler, som kommer hertil i midten af oktober for at parre sig og yngle.

Sjovt nok er sælerne faktisk ikke sæler, men søløver! De brune, kortpelsede dyr er blandt de største søløvearter i verden – hannen kan veje op mod 360 kg. De er i øvrigt de eneste søløver, der har synlige ører uden på hovedet.