Namibias historie og samfund
Namibia blev først beboet af sanfolket og khoi-khoierne, men blev siden præget af brutale europæiske opdagelsesrejsende og koloniherrer
Sanfolket eller ”buskmændene” var formodentlig de første til at slå sig ned i Namibia. Nogle af deres hulemalerier menes at være 27.000 år gamle. Sanfolket levede som jægere og samlere i det sydlige Namibia og det centrale højland.
Khoi-khoier og bantuer
San kom senere under pres fra de beslægtede khoi-khoiere, bedre kendt under øgenavnet ”hottentotterne”, der gradvist trængte ind i landet sydfra. Indtil ca. år 1500 e.v.t. kontrollerede khoi-khoierne størstedelen af Namibia.
Omkring år 400 f.v.t. begyndte de første bantufolk at komme til landet. Heriblandt hereroerne og owamboerne, der nu udgfør landets største befolkningsgruppe.
Europæisk kolonisering
Da Namibia på mange måder er et ufremkommeligt land, ikke mindst på grund af sin ørkendækkede kyststrækning, varede det længe, inden de europæiske kolonimagter viste interesse for landet. Ganske vist havde portugisiske sømænd været i land nogle gange i løbet af det 15. århundrede, men det var først henmod slutningen af 1800-tallet, at koloniseringen satte ind for alvor.
En lille enklave omkring Walwis Bay blev i 1878 indlemmet i Kapkolonien af briterne, og i 1884 erklærede Bismarck de store landområder mellem Kunenefloden i nord og Oranjefloden i syd for tysk protektorat under navnet Tysk Sydvestafrika. Det blev begyndelsen til en helt ny æra i landets historie.
Tyskernes overherredømme og herero-oprør
Tyskerne satte sig på den bedste jord, og i begyndelsen af 1900-tallet fik det hereroerne til at gøre oprør. Det endte i en blodig kamp, hvor 60.000 af i alt 80.000 hereroer mistede livet. Tyskernes greb om landet strammedes yderligere, da der blev fundet diamanter øst for Lüderitz. Under 1. verdenskrig gjorde sydafrikanske tropper imidlertid en ende på det tyske overherredømme. Tyskland afstod landet til FN, som overlod dets administration til Sydafrika.
Under sydafrikansk styre
Namibia hed nu slet og ret Sydvestafrika, og selvom det i juridisk forstand var et protektorat, blev det i praksis betragtet og styret som Sydafrikas ”femte” provins. Og ligesom i Sydafrika blev der efter 2. verdenskrig indført apartheidlovgivning. De sorte befolkningsgrupper blev adskilt fra de hvide og groft udnyttet til tvangsarbejde. Dette førte til stigende utilfredshed med det sydafrikanske styre, og i løbet af 1950erne var der massive folkelige protester.
Den lange vej til selvstændighed
SWAPO henvendte sig talrige gange til FN med ønsket om selvstændighed, men da de fik henholdende svar, begyndte de i 1966 at føre guerillakrig mod de sydafrikanske tropper.
Nabolandet Angolas selvstændighed ledte til en blodig borgerkrig, som Sydafrika tog aktiv del i. Det bragte sydafrikanske tropper i stort tal til Namibia og trak navnlig landets nordlige områder ind i de eskalerende stridigheder. Der gik imidlertid lang tid, inden Sydafrika og FN lod sig trætte, og først i 1989 indledte FN en frigørelsesproces for Namibia. I 1990 afholdt Namibia sit første frie valg.