Aktiviteter -
Til bunds i Maldiverne
Havet omkring Maldiverne er på alle måder en del af rejsen – dykning, sejlads, surfing og dybhavsfiskeri er blot et lille udpluk af aktivitetsmulighederne i det store ocean
Især er Maldiverne kendt som et dykkerparadis, da vandet har en usædvanligt god sigtbarhed, gennemsnitligt på 30 meter, men tit over 50 meter.
Og så er der utrolig meget at se på: kæmpestore, underskønne koralrev, fisk i rigt mål og farverige kombinationer og mystiske, gamle skibsvrag, der er blevet tvunget i knæ af revene.
Desuden har vandet en behagelig temperatur hele året rundt, og koralrevet yder en solid beskyttelse mod havets bølger. Ikke så mærkeligt, at mange tager til Maldiverne udelukkende for at dykke.
Det er nok også de færreste, der kan modstå chancen for at dykke sammen med delfiner og hvaler eller at svømme ganske tæt på de store skildpadder ude i åbent hav.
På safari under vandet
Hvis du vil prøve det hele på een gang, kan du tage på undervandssafari. Her bliver du sejlet rundt til mange spændende dykkesteder, uafhængigt af det enkelte resort.
Du kan vælge mellem forskellige bådtyper, f.eks. en hyggelig, lille båd med et beskedent værelse og intime omgivelser, eller en sand luksusyacht med store kabiner, restaurant, bar og lounge.
Uanset hvilken form for dykning du vælger, har Maldiverne nogle af verdens bedste dykkersteder, og hver eneste resort har en dykkerskole med veluddannede instruktører.



Dybhavsfiskeri
Maldivernes rige fiskeliv gør også dybhavsfiskeri til noget særligt. Båden sejler klokken 6, og så går turen mod de dybere vande uden for koralrevet, hvor barracudaen, hajen og de andre store fisk regerer.
Undervejs bliver der serveret frokost, men dagens vigtigste opgave er naturligvis at få en kæmpe krabat på krogen. Tidligere fangster tæller blandt andet en 245 kilo stor blå marlin og en tunfisk på 120 kilo.
Dhoni-fiskeri
Man kan også komme på fisketur på den lokale måde, nemlig fra den maldiviske dhoni-båd, som er en lille sejlbåd med fladt tag og dieselmotor.
Med net, ruse eller fiskestang går så jagten efter oceanets fisk, typisk om aftenen eller natten.
Sejlads
En sejltur af kortere eller længere varighed er selvsagt også oplagt, når du besøger Maldiverne. Solen sender sine varme stråler ned fra en skyfri, blå himmel, der spejler sig i det klare, turkisblå ocean, mens du afsvales af den lette brise ...
Kan du ikke få nok af driverlivet på havet, kan du tage på en uges mini-cruise, hvor du gæster spændende dykkersteder, øde strandbredder og snorkler undervejs.
Surfing
En helt anden måde at møde havet på er ved at surfe. Der er masser af gode bølger at kaste sig over i oceanet omkring øgruppen, for eksempel nord og syd for Malé, hvor steder som Honky’s, Sultans, Ninjas og Lohifushi ligger.
