Tsavo Nationalpark
– på rejse blandt Kenyas elefanter
Drag på safari på en enorm savanne med masser af vildt! Tsavo ligger mellem Nairobi og Mombasa og er med et areal på over 20.000 km2 en af verdens største nationalparker

Kenyas største elefantpopulation
Tsavo er kendt for sine store vildtbestande. Eksempelvis huser Tsavo den største population af elefanter i Kenya – ca. 9000.
Landskabet, der gennemskæres af Galana-floden, er tørt med græssavanne og spredt akacie- og baobabbevoksning. Langs floden er vegetationen dog frodig med doumpalmer, figentræer og akacieskov.
Tsavo East og West
Tsavo er opdelt i to sektorer, East og West, adskilt af Nairobi-Mombasa landevejen. East ligger nordøst for landevejen, og West ligger sydvest. Det meste af den nordlige del af Tsavo East er lukket for besøgende.


Smukke omgivelser og rigt fugleliv
For at få det største udbytte af et besøg i Tsavo bør man under alle omstændigheder tage til Tsavo West, der har et areal på 8.500 km2, til områderne omkring Tsavo River og Mzima Springs. Kilanguni Lodge ligger for foden af Chyulu Hills i et grønt og stærkt kuperet terræn, dannet af en ophobning af 120 større og mindre vulkanske kratere.
Fra Chyulu-bjergene udgår underjordiske floder. De udspringer blandt andet ved Mzima Springs – en meget smuk kilde, der leverer mere end 20 mio. liter kildevand i døgnet. Den er en oase for vildtet, ikke mindst de mange bofaste flodheste. Her er også et spændende og varieret fugleliv.
