Safari i Kenyas Masai Mara
En rejse til masaiernes land – den storslåede slette mellem Victoriasøen og Rift Valley.
Her er der elefanter, geparder og kvægvogtende krigere. Og i sensommeren kan man opleve et fantastisk skue, når millioner af gnuer og zebraer kryser Mara-floden. Masai Mara er safari i Kenya par excellence!

Serengeti-sletternes forlængelse
I det sydvestlige Kenya ligger det 1.510 km2 store Masai Mara-reservat, 270 km fra Nairobi. Det ligger i forlængelse af de berømte Serengeti-sletter i Tanzania. Dyrene vandrer frit mellem de to lande og reservater.
Masai Mara strækker sig fra Victoriasøen i vest og helt til Rift Valley i øst. Landskabet består mest af åben græsslette og gennemstrømmes af Mara-floden.
Kør af sporet i masaiernes land
Det er det eneste reservat i Kenya, hvor det stadig er tilladt at køre fra sporet for at komme tættere på vildtet. Her i masaiernes land kan du møde de store flokke af elefanter, der trasker af sted i en hvirvel af støv. Du kan også se den hurtige gepard, der på de flade, åbne strækninger kan komme op i en fart af 110 km/t. Og de kvægvogtende masaier, der beskytter deres hjord og skuer ophøjet ud over landet.
Beskyttelse af dyr og natur
Selve reservatet er delt op i en indre og ydre zone. Den indre zone, på 500 km2, fungerer som nationalpark. Det betyder, blandt andet, at man ikke kan bo her permanent, men der ligger dog adskillige lodges. I den ydre zone bor masaierne, og deres kvæg græsser her.
Men dyrene i reservatet er ligeglade med zoner og det sker tit, at der er flere dyr i den ydre zone end i den indre.
Oplev Masai Mara – og flere gode reservater – med vores aktuelle Kenya-tilbud.

Se alle Hemingways rejser til Kenya

Se forslag til konference og event i Kenya på vores business site

Dramatisk migration over Mara-floden
Det er i Masai Mara, at du i august-september kan overvære det fantastiske drama, der udspiller sig når op mod to mio. gnuer og zebraer krydser Mara-floden. Krokodillerne ligger på lur og, når det har regnet meget, er vandets fart også en glubsk modstander.
Instinkt og tumult
Større og større gnuflokke samler sig på flodbredden, indtil én pludselig springer ud i floden. Resten følger instinktivt. Der opstår tumult. Nogle gnuer trampes ned og andre tages af strømmen. Gnukalvene kalder fortvivlet på deres mødre. Men dramaet ender heldigvis med, at langt de fleste når over, og at de små kalve genforenes med deres mødre.
Efter tre måneder vender dyrene tilbage og fortsætter deres jagt på regnen. År efter år vandrer de knap 3000 kilometer.