Strand på Lamu, Kenya

Lamu – på rejse til et eksotisk åndehul i Kenya

Nyd et af Kenyas mest eksotiske åndehuller, der både tilgodeser badeferien, dykkerrejsen og den kulturelle udforskning

Lamu er en by, en ø og en øgruppe ved Kenyas nordlige kystlinie i Det Indiske Ocean. Øgruppen, som anses for at være et af Kenyas mest eksotiske områder, består af et større antal øer, hvoraf de fleste er små og ubeboede.

Nu om dage er Lamu, som er 19 kilometer lang og otte kilometer bred, hovedøen. Her er foruden Lamu Town, byerne Matandoni og Shelle.

Havskildpadde på Lamu i Kenya

Fiskeri og undervandsliv
Fra Lamu kan du sejle til de omliggende øer. Pate Island ligger cirka 32 km væk, eller omtrent to timers sejlads i dhow, nordøst for Lamu Island.

Her findes de gamle ruinbyer Faza og Siyu, samt Takwa på Manda Island. Kiwaiyu Island, den nordligste af de fire største øer, ligger omgivet af koralrev, hvilket gør øen til et paradis for fiskere og dykkere. I dette område findes Kiunga Marine nationalreservat.

Lamu Town
Lamu Towns historie kan spores tilbage til det 14. århundrede. Det er den eneste by, langs hele Kenyas kystlinie, der har bevaret atmosfæren af den tusinde år gamle civilisation, som blev grundlagt da arabiske og persiske handelsmænd indtog kysten.

Den gamle Swahilikultur, opstået i mødet mellem Afrika og Arabien, afspejler sig i befolkningens klædedragt. Mændene går ofte i lange kjortler, kanzo, og kvinderne tildækket i sorte klæder, bui-bui.

Skønhedssalon i Lamu Town, Kenya

Få sjælen med
Stort set alle huse, som er bygget i det 17. eller 18. århundrede, repræsenterer den raffinerede Swahiliarkitektur. Gaderne er labyrintagtige og smalle, kølige og stille.

Det eneste køretøj på øen ejes af “the District Officer”, for biler kan dårligt transporteres over på øen. Transport foregår i stedet på æselryg eller i dhows, eller til fods – øens meget beskedne størrelse overflødiggør en bil.

Børn i Lamu Town, Kenya

Stranden i Shelle på Lamu, Kenya

Matadoni & Shelle
Matandoni på øens vestkyst er en fascinerende, lille fiskerby, hvor der stadig bygges traditionelle dhows til fiskeri.

På østskysten ligger Shelle, omtrent 40 minutters gang fra Lamu Town. Herfra løber en pragtfuld 12 kilometer lang hvid sandstrand med store sandklitter.