
Hiking -
en fodrejse på savannen
eller til toppen af Mount Kenya
I Kenya finder du talrige fine og varierede hiking-muligheder. Safari til fods!
Store bjergmassiver, udslukte vulkankratere, langstrakte højderygge og åbent sletteland med traditionsbundne kulturer og vilde dyr.
Netop det med storvildtet gør, sammen med almene sikkerhedshensyn, at det må tilrådes at lede vandrelysten af tilrettelagte ruter. Hemingway’s kender forholdene, arrangerer turen for dig og sørger for kyndige guider.
Du kan vælge imellem korte hel- eller halvdagsture og en flerdages hike med overnatning i telt. Navnlig i det såkaldte Laikipia ranching-land findes der fine muligheder for at udforske Afrika til fods og føle sig hensat til de store opdagelsers tidsalder.
Se alle Hemingways rejser til Kenya

Se forslag til konference og event i Kenya på vores business site

Betving det sneklædte
bjerg
Den måske oftest søgte udfordring mødes lige
på Ækvator. Her, i det centrale højland, ligger
Mount Kenya. Med sin 5199 meter høje, sneklædte top,
er det vulkanske bjerg kontinentets næsthøjeste. Den
tyske missionær Krapf blev den første hvide mand, der
'opdagede' det. Han forundredes såre over at skue sne midt
på ækvator. De lokale guider fra kambafolket kaldte
det “Ki-nyaa” eller “Kiima Nyaa” –
strudsenes bjerg. Forståeligt nok: Den hvide top og den sorte
lava kan med lidt god vilje opfattes som en strudsehan.

Fra sletteland til afro-alpin lynghede
Der er smukke oplevelser at hente i det flotte og varierede landskab.
Fra slette- og farmland, op gennem afrikansk højlands urskov
og bambusskov til afro-alpin lynghede.
Skal det være, kan du vælge en éndags vandretur med udgangspunkt i Naro Moru. Herfra køres op til den 3.200 meter højtbeliggende Met Station, og med lidt energi kan du nå ca. 1000 m højere og få et flot vue ned gennem den eventyrlige Teleki Valley, hvor ”kæmpekålen gror”.
En uges hike
Har du tiden til det, er en lille uges vandretur op ad og tværs
hen over Mount Kenya fra øst til vest, en kæmpeoplevelse.
Al terræn fra 2.200 meter og opefter har status som nationalpark;
arealet dækker 715 km2 og kan inddeles i tre geografiske zoner.
Den nederste, med tæt og høj skov, har en stor vildtrigdom
med elefanter, næsehorn, bøfler, løve og leopard
foruden talrige antilopearter, aber, kratsvin, kæmpeskovsvin
og mange andre.
I den næste zone møder du et hedelandskab
med kæmpevækster, for eksempel erica lyng så
højt som små træer, kæmpe gladiolus og
evighedsblomster. I den tredje, deciderede alpine zone gror forunderlige planter
som kæmpe brandbægre og næsten to meter høje violette lobelia. Vil du de sidste hundrede meter til vejrs, kræver
det bjergklatring, for de tre gletchertoppe, Batian (5.199 m,)
Nelion (5.188 m) og Lenana (4.986 m), er de sidste, stærkt
eroderede rester af den oprindelige kraterkant på den nu
udslukte, én million år gamle vulkan.
