Golf i Kenya

Golf i Kenya
– med safari og hvide strande

Golf for foden af Mount Kenya, der rejser sig 5200 m over havet? Mulighederne er mange i Kenya, der som tidligere britisk koloni har fremragende golfbaner

De findes primært i højlandet, hvor de europæiske farme og byer lå. Da den afrikanske elite har taget spillet til sig, er der kommet flere til siden. Du kan nu vælge mellem i alt 37 baner.

Windsor Golf and Country Club

Cirka 20 minutter uden for Nairobi ligger Windsor Golf og Country Club med eksklusivt hotel og tilhørende mesterskabsbane.

Ikke langt derfra ligger den fornemme Muthaiga Golf Club. Her ses gæsterne dog lidt an, før de får adgang til de velplejede fairways. Sluppet igennem nåleøjet gælder det om at få dirigeret kuglen sikkert imellem de mange træer på den udfordrende bane anlagt i udkanten af Karuru-skoven.

Windsor Golf and Country Club

Golf i Kenya

Karen Golf and Country Club

Karen Golf and Country Club ligger på den anden, østlige, side af hovedstaden. Banen er en af Kenyas smukkeste med en overflod af blomstrende træer og buske. Efter en udfordrende dag på banen kan du besøge Karen Blixens gamle farmhus, der er nabo til golfbanen.

 

Great Rift Valley Lodge and Golf Resort

Forlad så byen og tag halvanden time nordpå til hjertet af Rift Valley. Tæt på Lake Naivasha finder du nyanlagte Great Rift Valley Lodge og Golf Resort. Her kan du slå kuglen rundt på en 6,580 yards stor 18 hullers bane, ikke helt let og fuld af smukke natur features, der kan glæde øjet. Foruden golfspillet er der også tennis og en dejlig swimming pool. Til sundowneren serveres et panorama vue over Lake Naivasha, Longonot vulkanen og Aberdares bjergkædens brede skuldre. Lodgen ligger i øvrigt mindre end en halv times kørsel fra Lake Nakuru nationalpark og godt halvvejs mellem Kenyas måske to bedste nationalparker: Samburu og Masai Mara.

Golf i Kenya

Nyeri Sports Club og Mount Kenya Safari Club

Blandt højlandets gamle fairways fortjener i øvrigt to andre baner at blive fremhævet. Nyeri Sports Club er den næstældste i landet, grundlagt i 1910. Det er en 9-hullers bane med en rough, der ligger højere end nogen anden i verden. Udsigten til Mount Kenya, en sprudlende flod og en dyb dal er alle naturaspekter, som er med til at gøre den krævende bane til en af landets flottest anlagte.

For foden af Kenyas højeste og snekronede bjerg ligger Mount Kenya Safari Club. Her løber en ligeledes 9-hullers bane over 2.184 meter. Banen er meget krævende, og du skal være præcis med dine slag.

Nyali Golf and Country Club

Ved kysten anlagde de gamle kolonialister kun fire baner - ved Malindi, Kilifi, indsejlingen til Mombasa havn og lige nord for Mombasa. Her ligger Nyali Golf og Country Club, en 18-hullers bane placeret i blidt bølgende bakker (gamle sandklitter), med en udfordrende blanding af skarpe højre og venstre kurver og lave buske på fairway'en. Den må du i øvrigt finde dig i at dele med lokale beboere som for eksempel små dik dik antiloper, dykkere og marekatte. De stærke monsunvinde fra oceanet blæser ind over banen og dét kræver lidt ekstra af dit spil.

Nyali Golf and Country Club i Kenya

Leisure Golf Club i Kenya

Leisure Golf Club

Knap 35 km syd for Mombasa ligger nu også Leisure Golf Club. Det er sydkystens eneste bane - og den nyeste i Kenya. De 18 huller kræver meget af sin spiller. Banens bunkers er amerikansk inspirererede, mens græsset på fairways er importeret fra Sydafrika. Banen med dens to kunstige søer er anlagt på et gammelt koralrev, der for mange tusinde år lå under Det Indiske Oceans havoverflade.

I dag ligger stranden godt en halv kilometer længere ude. Her kan du tage en forfriskende dukkert og nyde en afslappende badeferie på et af Diani Beachs mange fine hoteller.