Israel transport

 

Israel transport

 

Israel taxi - Taxa

 

Israel - Butikker

 

Israel - Bed & Breakfast

At rejse rundt i Israel

Israel er et let land at rejse i. Afstandene er korte, vejnettet veludbygget og logi findes i alle kategorier – i henseende til pris og standard.

Hvis man vælger selv at køre i udlejningsbil, kommer man ikke af med en formue til benzin, da attraktionerne ligger tæt på hinanden både i tid og i kilometer. Til gengæld kan det være svært at finde parkering i de store byers midte. Så det lønner sig som regel bedst at bevæge sig rundt i centrum på gåben, med bus eller taxi.

Vejskilte på mange sprog
Skiltningen er oftest på tre sprog: Hebraisk, arabisk og engelsk. Men vær opmærksom på at transcriberingen fra de semitiske alfabeter til det latinske ikke er éntydig. For eksempel kan man se Jaffa stavet således eller som Yafa eller Yafo.

Myldretiden skal tages alvorligt. Der kan være stor forskel på, hvor længe man er om at komme ud af eller rundt i Tel Aviv og Jerusalem afhængigt af tidspunktet på dagen. Det frembyder ingen problemer at ke efetr mørkets frembrud, men det anbefales ikke at tage sig omkring på egen hånd hverken i Gaza eller på den besatte Vestbred.

Selvom israelerne ikke vil vinde store priser for deres færdselskultur, er de oftest ovenud hjælpsomme, når man spørger om vej. En gang imellem lønner det sig dog at spørge mere end én, da ønsket om at hjælpe nogen gange overgår personens konkrete viden.

Let og billigt med bus og taxi
Det offentlige transportsystem er også nemt at benytte. Togdriften har hidtil været begrænset, men bliver netop i disse år kraftigt udbygget. Til gengæld kører der overalt både bybusser og rutebiler. Alle byer har en busterminal for langdistance ruterne. Ikke at præcision er den største dyd i Israel, men busserne går som regel til noget, der ligner tiden.

Der er også taxiservice med faste ruter både rundt i byerne og imellem dem. Disse taxis kaldes på hebraisk ”sherut”, og man betaler et fast beløb pr. person afhængig af distancen.

Engelsk overalt
De fleste israelere taler efterhånden flydende engelsk, men man kan stadig møde ældre israelere som kommunikerer bedre på fransk eller tysk. Kan man russisk, vil man have omtrent halvanden million mennesker at tale med. I nogle butikker er der tilmed skiltning på russisk.

Udover de gængse hoteller i turist- eller luksusklassen, findes der et antal kibutzhoteller på landet. De fleste ligger i et moderat prisleje. Værelserne er oftest enkelt indrettet, men med private faciliteter og på niveau med eller lidt over moderne danske vandrehjem.

Bed & breakfast og noget at spise
De senere år er begrebet ”Zimmer” vokset frem. Det er hos privatpersoner, der lejer ud på ”Bed & Breakfast” basis, og standarden kan varierer temmelig meget.

Det er svært at komme til at gå sulten i seng. Mange spisesteder lukker sent, og man kan altid få sig en falafel uanset tidspunktet på døgnet.  Israelerne har et  nærmest overdrevet forhold til mad. Husmødrene tager opgaven både med at tilberede og servere maden særdeles alvorligt, og ser gerne skeptisk ud, når gæsten forsikrer, at han eller hun skam er mæt.