Jordandalen - fra nord til syd
Jordanfloden har givet navn til den langstrakte dal, der løber i hele Israels længderetning. Her opstod nogle af Jordens første bysamfund for næsten 10.000 år siden og her lå Biblens berygtede byer, Sodoma og Gomorra. Frodig-grønne enge, ranke daddelpalmer og gold ørken – kontrasterne er stor.
Den langstrakte dal er del af en enorm gravsænkning, der strækker sig fra grænse-egnene mellem Syrien og Tyrkiet i nord til Zambezifloden i det sydlige Afrika. Den Afro-syriske Rift hedder den på disse kanter, Great Rift Valley kaldes den i Afrika.
Jordanfloden løber helt ned til Det døde Hav
Tre store åer, hvis vand springer fra kildehvælv for foden af Hermon-bjerget, mødes i Jordanfloden og løber sydpå gennem de store vådområder i Hula-dalen og ind i Genezareth Sø. Den fortsætter sit løb ud af søen og videre mod syd, møder Yarmukfloden, der skiller Jordan og Syrien, og tager dens vand med sig til Det døde Hav, hvori den forsvinder.
Kildeudspringet, Banias, i den nordlige ende af Jordandalen ligger ved den forladte antikke by, Caesarea Philippi. Nu fredet som nationalpark med smuldrede ruinrester fra et lille tempel dedikeret den græske gud, Pan – heraf det afledte navn.
De nordlige, frugtbare områder er præget af kollektivlandbrug, såkaldte kibbutzer. Flere af dem har også små hoteller, der tilbyder overnatning til en rimelig penge.
Vandbøfler og kibbutzer
Hulasøen og de omgivende enge og marsklandskab blev i 1950erne drænet som led i bekæmpelsen af malaria, som det lykkedes at udrydde. Man har siden fået øje for de naturværdier, der herved er gået tabt, og der gøres nu anstrengelser for en delvis reetablering af vådområderne, som med sin bestand af blandt andet vandbøffel, persisk dådyr og odder samt et meget rigt fugleliv er et oplagt mål for alle turister med interesse for natur.
Jordanfloden løber videre ind i Genezareth Sø, som er Israels største fersksvandsreservoir. Flere kibbutzer med hoteller og gæstehuse ligger ved dens bredder; der er også mange hoteller i Tiberias. Området er populært især i vintermånederne på grund af de lune temperaturer. Flere steder langs med søbredden er der indrettet små strande, nogle endda med livredder. Der er også mange store seværdigheder af i nærheden, særlig af religionshistorisk karakter - se Galilæas hellige steder.
Golan og Hermonbjerget
De besatte syriske Golanhøjder egner sig også fint til en halv eller trekvartdags udflugt. Det er interessant at se de mange spor fra de to seneste krige mellem Israel og Syrien, i henholdsvis 1967 og 1973, blandt andet forladte syriske befæstningsanlæg. Der er også vingårde, som tager imod besøgende til smagning og omvisning.
To mindre byer, den drusiske Majdal Shams, og den relativt nyanlagte, israelske Kazrin, er også værd at besøge, ligesom det 2.814 meter høje Hermon Bjerg, hvis toppe har snedække i vinter- og forårmånederne. I det hele taget er naturen på Golanbakkerne, der bortset fra selve Hermon Bjerget har en højde på 120 – 520 meter, smuk og storslået.
Beit She’an – ”Roens hus”
Syd for Genezareth Sø ligger Beit She’an, en lidt søvnig provinsby, hvor ingenting rigtig sker – nu om dage. Navnet, som har cananitisk ophav, betyder ganske passende ”Roens hus”. Men i tidligere tider var det en ganske anden sag. Allerede for 5.000 år siden var Beit Shean knudepunkt for handlen mellem faraonernes Egypten og oldtidens Babylonien og Assyrien. Den ægyptiske farao Tutmoses III’s erobring af byen 1.500 fvt. blev omtalt som betydningsfuld, da den lå på den vigtige nord-sydgående karavanevej mellem Kairo og Damaskus.
Så fulgte en hellenistisk periode, hvor byen lød navnet Scythopolis, før det for godt 2.000 år siden blev romernes tur til at overtage styringen. De anlagde den ”nye” vej, Via Maris Beit Shean. Med sin strategiske placering i krydspunktet for Jordandalen og Jezreeldalen, var den en betydningsfuld garnisionsby. Da Kalif Omar i 632 invaderede området og bragte det under muslimsk herredømme, havde Beit She’an nået sit højdepunkt med over 40.000 kristne, jødiske og samaritanske indbyggere.
Det mest velbevarede romerske amfiteater
Siden gik det voldsomt ned ad bakke, og Beit She’ans tidligere storhed kan kun fornemmes i dag på grund af arkæologernes arbejde med at fritlægge de gamle romerske byanlæg og heriblandt det imponerende amfiteater. Det blev opført i det 2. århundrede og kunne rumme 5.000 tilskuere. Tiden har naturligvis sat sine spor, men de 14 nederste rækker er i enestående god stand. Her er også huse med smukke mosaikgulve, et senromersk badehus, et tempel ligeledes fra det 2. århundrede og en typisk byzantinsk forretningsgade med velbevarede søjlegange. Udgravninger foregår stadigvæk, de har været i gang siden 1988.
Den del af Jordandalen, som ligger umiddelbart syd for Beit She’an kaldes Beit Shean-dalen. Her breder kibbutzernes frugtplantager og grønsagsmarker sig. Efterhånden bliver omgivelserne mere karske og ørkenlignende. Her og der giver overrisling plads til store lunde af høje daddelpalmer, hvis grønne toppe bryder den lyse ørkenjords ensformighed. I vejkanten vil du ind imellem se små boder, hvor friske dadler og vindruer falbydes til de forbifarende.
Jeriko og dens mure
Så kommer vi til den næste by – Jeriko – måske verdens ældste.
Arkæologer og palæontoleger har været i gang i flere årtier og mener at vide, at der har været menneskelig bosætning i næsten 10.000 år.
Tel-es-Sultan kaldes det næsten fire hektar store område beliggende på en høj t i udkanten af nutidens Jeriko.
I biblen beskrives Jeriko som israelitternes indgangsport til Det forjættede Land ca. 1.200 år fvt. Her lå et mægtigt fort, og byen var beskyttet af en vældig mur. Israelitterne blæste i deres basuner og muren faldt, i følge biblen. Arkæologer har påvist, at de snedigt konstruerede fosvarsværker – en dobbelt mur, med sten og grus imellem – næppe ville falde blot for basuners gjalden.
På det tidspunkt lå Jordandalen imidlertid udtørret, og floden var svundet ind, hvilket kan have fået jorden til at slå sprækker. Det er netop, hvad arkæologerne mener, var årsagen til murenes fald og israelitternes lette indtagelse af byen.
Videre til Det døde Hav
Det nutidige, arabiske Jeriko er kendt for sine smukke haver, bananplantager og appelsinlunde klimaet er lunt i vintermånederne og temmelig varmt om sommeren. Efter indgåelsen af Oslo-aftalerne blev Jeriko første hovedsæde for det palæstinensiske selvstyre, og Arafat havde sin officielle residens der, som han dog ikke gjorde brug af.
Fra Jeriko har Jordanfloden et sidste kort løb ned til Det døde Hav - se Negevørkenen, Det døde Hav og Eilat
