Israels 4000 år historie
Er der noget land i verden, som i den grad byder på en lang – og kompliceret – historie, må det være Israel. Alene de mange arkæologiske udgravninger og ruiner fra fønikiere, romere, korsfarere, arabere er et tydeligt – og mange steder – håndgribeligt bevis på dette. Den moderne stat, Israel, blev oprettet i 1948, men landets historie begynder længe før det.
I år 1800 fvt. ledte patriarken Abraham ifølge legenden en gruppe nomader fra Mesopotamien ind i landet og slog sig ned i bjergene. Efter et eksil i Ægypten ledes efterkommerne af de bibelske skikkelser, Moses og Josva, tilbage til landet. Omkring år 1203 fvt. havde israelitterne skabt sig et kongerige. Først regeret af Saul og siden David erobrede de Jerusalem og gjorde den til rigets hovedstad. Under kong Salomon ekspanderede riget og dets indflydelse betragteligt.
Det babyloniske eksil og jødernes fordrivelse
Israelitterne havde deres problemer med nye imperier, som søgte at underlægge sig landet. År 721 fvt. lykkes det for en tid assyrerne at opkaste sig som heskere, i år 597 fvt. Kong Nebukadnezar, der fører størstedelen af befolkningen i babylonisk eksil, og i år 538 fvt. perserkongen Kyros. Alexander den Store kommer til år 333 fvt. og efter de hellenistiske magthavere, får jøderne et øjeblik selvstændighed indtil romerne i år 63 fvt. omsider erobrer området og gør det til romersk provins.
Under romerne var der to oprør, og efter det andet blev Jerusalem i år 70 ødelagt og en ny by rejst på dens ruiner, mens jøderne bliver forment adgang til deres hellige by. Landet kendes nu som provinsen Palæstina og det bliver begyndelsen på den jødiske Diaspora (det andet jødiek eksil).
Islams erobring og korsridderne
I år 331 konverterer den romerske kejser Konstantin til kristendommen og den tidligere forbudte religion bliver med ét lovlig og statsreligion. Kirker og helligdomme skyder op, og verdens opmærksomhed retter sig mod landet. Men i 638 erobrer kalif Omar, Jerusalem. Han mente, det var her, fra Tempelbjerget, at profeten Muhammed var steget til himmels, og Omar udråber Jerusalem til en af Islams hellige byer.
Den kristne verden blev oprørt og samlede en hær, der i 1099 rider ind i Jerusalem. Det lykkedes disse korsriddere, efter hårde kampe, at erobre byen og de næste 100 år var kristendommen atter statsreligion. Men i 1187 fik muslimerne igen overtaget, og i 1291 indtager mamelukkerne den sidste korsfarerfæstning.
Theodor Herzls drøm om Den jødiske Stat
De næste 500 år dannes nye imperier og gamle falder. Landet skifter hænder mange gange, men det sker langt mindre drabeligt og næsten forudsigeligt. Lige indtil det 16. århundrede, da Ottomannerriget kommer til; nu udbryder nye uroligheder mellem religiøse grupper, og midt i det 19. århundrede har imperiet effektivt mistet grebet om landet. Efter afslutningen af første verdenskrig får Storbritanien området i mandat af Folkeforbundet.
Mens der i alle årene siden jøderne blev sendt i exil har været en beskeden tilbagevenden af enkeltpersoner og familier, indledtes i slutningen af det 19. århundrede en organiseret jødisk indvandring til landet opmuntret af Theodor Herzls tanker om Den Jødiske Stat og under kraftigt indtryk af grusomme pogromer i den russiske Tsars rige. I 1878 blev den første jødiske landbrugskoloni oprettet, og inden længe kom den første store bølge af immigranter til landet.
Staten Israels oprettelse
Den zionistiske tanke begyndte at fænge især blandt de forarmede og forfulgte russiske jøder. Indvandringen tog til og gav anledning til spændinger mellem landets jødiske og arabiske indbyggere, og det britiske mandatstyre forsøgte at styre en svær kurs mellem de to befolkningsgrupper ind imellem med kategorisk indgreb over for den jødiske indvandring. Denne fortsatte dog i det skjulte og nu også næret af nazisternes jødeforfølgelser.
Araberne svarede igen med bølger af vold. Efter afslutningen på 2. Verdenskrig tog kampen mod de britiske restriktioner til. I 1947 foresloges det af FN at dele landet i to dele: en arabisk og en jødisk, og da englænderne trak sig endeligt ud i 1948 blev den moderne stat Israel en realitet.
En lang række af krige
Jødernes glæde over deres genvundne land blev kortvarig. Næsten samtidig med de britiske troppers tilbagetrækning invaderede otte arabiske hære landet, der siden har været præget af krige og voldelige tilstande.
Krigene bragte store landområder under israelsk kontrol og besættelse og resulterede i store palæstinensiske flygtningestrømme og et til dato stort uløst problem. En krybende annektering og opførelse af jødiske bosættelser på de besatte områder har yderligere bidraget til at besværliggøre mulighederne for at få bilagt stridighederne.
Rabins og Arafats håndslag
Freden syntes inden for rækkevidde, da palæstinensernes Arafat og den israelske premierminister Rabin gav hånd på plænen foran Det Hvide Hus i 1991. Men Rabin blev skudt i 1995, og planen for fred er siden gået trægt. I starten af 2002 oplevede Israel de værste uroligheder i årtier – udbruddet af den såkaldte Anden Intifada.
Palæstinensiske selvmordsbombere dræbte og sårede utallige civile, israelerne genbesatte Vestbreddens byer og gennemførte militære kampagner i de palæstinensiske områder, så mange huse blev ødelagt og infrastrukturen skudt i sænk.
I 2005 besluttede Israels regering at nedlægge alle jødiske bosættelser i Gaza og ensidigt rømme område. Dette har dog ikke resulteret i afspænding, og siden den islamistiske Hamas-bevægelse indledte en intens raketbeskydning af omliggende israelske byer og landsbyer, tiltog konflikten yderligere og kulminerede i slutningen af 2008 i den omstridte Gazakrig.
Drømme om fred
Israel er et lille land, på størrelse med Jylland, men dets aftryk på verdenshistorien overgår langt dets få kvadratkilometer. Det er et land fuld af kultur, ideer, drømme og store fortællinger. Men det er også et land, der er delt og med store sociale spændinger. Hvordan fremtiden skal forme sig for både israelere og palæstinensere er ikke let at spå om. Forhåbentlig vil de drømme om fred, som mange på begge side deler, en dag trods alt blive en realitet.
Israels styreform
Israel er et parlamentarisk demokrati, hvis lovgivende, udøvende og dømmende magt er adskilt. Præsidenten, med den antikke titel, ”Nasi”, er landets statsoverhoved og vælges for en syv års periode af parlamentet ved simpelt flertal. Opgaverne er overvejende af ceremoniel og formel karakter.
Knesset, den lovgivende forsamling, består af 120 medlemmer i et ét-kammer system. Der udskrives valg til Knesset hvert fjerde år. Hele landet består af én valgkreds, og kandidaterne vælges ved forholdstal . Alle statsborgere over 18 år har stemmeret, og man er valgbar fra det fyldte 21. år.