
Haifa – Gallilæas hovedstad
Haifa er med en befolkning på godt 280.000 Israels tredjestørste by. Den ligger i en bred, naturlig bugt ved Middelhavet og klatrer ubesværet op ad Carmelbjerget skrænter. En by rig på skønne udsigter.
Mod nordøst, over det glinsende hav, skimtes den gamle korsfarerby, Akko, og stik nord, hvis vejret er klart, ses de hvide klipper ved Rosh Hanikra. I det fjerne, mod øst stræber Hermonbjergets sneklædte top mod himlen.
Haifa er både et godt udgangspunkt for en rundtur til de mange historiske og bibelske steder i Israels nordlige Gallilæa-provins og oplevelse i sig selv.
Sameksistens mellem jøder og arabere
Byens rødder går helt tilbage til bronzealderen og den har oplevet talrige erobrere: Ægypterne, Byzans østromere, de fremstormende arabere, korsfarerne, de tyrkiske ottomaner og sidst, før Israels oprettelse, de britiske koloniherrer. Dens befolkning er både jødisk og arabisk – de fleste kristne – og Haifa har ry for at mestre sameksistensens svære kunst bedre end de fleste andre byer i det konfliktfyldte land.
Havnen er Israels største og olierafinaderiet lige så vigtigt. Universitetet og den polytekniske læreanstalt har et meget højt internationalt stade og er begge med til at give byen et både intellektuelt og ungdommeligt miljø. Blandt de mange industrier i Haifa vægter ikke mindst de højteknologiske tungt.


Mange festivaler, fodbold og vandreruter
Byen er kendt for sine mange kulturelle events. Ikke en måned i året uden en større koncert, udstilling eller festival. Men det er ikke kultur alt sammen.
Haifas største fodboldklub spiller gerne med i de store europæiske turneringer byen naturskønne omgivelser inviterer helt oplagt til gode vandreture – der er mange ruter, du kan følge, enten alene eller i følgeskab med en gruppe og en guide, der viser vej og eller levende ud af sin viden.
Bahaitemplets gyldne kuppel
Blandt Haifas seværdigheder må den lille Bahai-tros hovedtempel, beliggende højt oppe på Carmelbjerget med den guldbelagte kuppel og de smukke persiske haver, absolut fremhæves. Her ligger religionens stifter, Bab, begravet.
Haifas mange kirker repræsenterer et stort udsnit af Kristendommens forskellige retninger. De suppleres naturligvis også af talrige synagoger og moskeer, uden byen af den grund har et specielt religiøst præg.
Haifa er nemlig på én gang afslappet og sofistikeret, moderne og traditionsbunden.
