Massage i Fransk Polynesien

Spa og wellness -
på rejse til det gode liv

I Fransk Polynesien er naturen i sig selv afstressende: Det lune havvand, vaniljeduften fra de mange plantager, de sceniske landskaber og de rolige, næsten mennesketomme øer

For ikke at tale om den livsglade, sensuelle kropskultur, som øerne emmer af. Tænk bare på den krans af tiare- og hibiscusblomster, du får om halsen, når du ankommer til øerne. Tænk på den sensuelle dans tamure, som kan opleves hver eneste aften på øerne.

Kroppen er et tempel - naturligvis!
Og tænk på den tatoveringstradition, som har eksisteret på øerne i mindst 1.500 år. I gamle dage tatoverede polynesierne sig for at efterligne og prise guderne, som efter sigende havde tatoveringer for den erotiske krafts skyld … Selv i dag har næsten alle indbyggere i Fransk Polynesien en tatovering. At kroppen er et tempel er en selvfølgelighed her!

Et slaffenland for spa og velvære
Det er derfor ikke mærkeligt, at Fransk Polynesien er et slaraffenland, når det kommer til spa, massage og velvære. Mange steder kan man opleve en traditionel polynesisk behandling med lokale olier og blomsterekstrakter, både for ansigtet, hænderne og håret, samt body scrubs med sand eller havsalt og wraps med friske bananblade.

Der er også mange steder, man kan få massage og body scrub på stranden, så man ikke behøver at rykke sig ud af flækken for at opleve velværet …

Dertil kommer et væld af aromaterapi, ansigtsmasker, blomsterbade, massage, regnvandsbade og spa pools i de forskellige spa-steder og resorter.

Massage i vandkanten ved Fransk Polynesien

Spaophold i Fransk Polynesien

InterContinental Thalasso-Spa på Bora Bora
For eksempel kan man tage på forkælelsesophold på det femstjernede og nybyggede Hotel InterContinental Thalasso-Spa på Bora Bora, som åbnede i maj 2006. Resortet har sat nye standarder for welness og nydelse.

Dette afspejles især i hotellets thalasso-spa, som er den første af sin slags på den sydlige halvkugle. En thalasso-spa er en spa med havvand, i dette tilfælde ekstraordinært rent dybhavsvand med masser af næringssalte. Vandet føres op fra havet via et 800 meter langt rør og sælges også – efter at have gennemgået en rensning – på flaske under mærket ”Vai Moana”. Hotellet samarbejder med det franske firma Algotherm om udviklingen af thalasso-spaen og de tilhørende behandlinger.

Velvære ad libitum
Derudover har hotellet regnvandsbade, body wraps, exfoliering, shiatsu-massage, dybdeafspænding, ansigtsbehandlinger og meget mere. Ligesom der naturligvis er en helt almindelig swimmingpool med tilhørende sauna og et fitnesscenter. I alt strækker spaområdet sig over 4.000 m2!

Og så bor man i luksuøse waterbungalows, bungalows på pæle i vandet, som strækker sig ud fra en kridhvid strand mod koralrevet, så der er ikke langt til det ganske simple velvære det er at hoppe en tur i bølgerne …

Spa på Bora Bora i Fransk Polynesien