
Selskabsøerne -
rejsen ud af Tahitis skygge
Selskabsøerne omfatter Fransk Polynesiens mest kendte øer Tahiti, Moorea og Bora Bora, men har også meget andet på sinde. Hvad med f.eks. den hjerteformede Maupiti, vaniljeøen Tahaa eller Marlon Brandos Tetiaroa?
Selskabsøerne opdeles i to grupper: de østlige Îles du Vent og de vestlige Îles sous le Vent.
Til Îles du Vent hører ud over Tahiti og Moorea vulkanøerne Maiao, Mehetia og atollen Tetiaroa, som Marlon Brando blev forelsket i under filmindspilningen af Mytteriet på Bounty.
Îles sous le Vent består af vulkanøerne Maupiti, Huahine, Raiatea, Tahaa og så den berømte Bora Bora
Tetiaroa – på rejse til Marlon Brandos fugleø
Tetiaroa er Selskabsøernes eneste atol og en idyllisk hjemstavn for tusindvis af havfugle. Engang kongelig residens, siden Marlon Brandos åndehul
Marlon Brando spillede i filmen, Mytteriet på Bounty, mytteristernes anfører, førstestyrmanden Fletcher Christian. Og ganske som den virkelige Christian blev Brando dybt forelsket i den polynesiske kultur og natur – og i en polynesisk kvinde, hans medspillerske Tarita Teriipia.
I 1966 købte Brando Tetiaroa, der tidligere var kongefamilien Pomares residens. Atollen blev hans fredelige eksil i et hektisk arbejdsliv og ejes stadig af hans arvinger, men er åben for offentligheden.


Hvide sandstrande og en beskyttet lagune
De tretten flade småøer, som udgør atollen, er oversået med kokospalmer og vidunderlige, hvide sandstrande. Sammen med koralrevet omkranser de en lyseblå lagune, der danner et lille beskyttet økosystem, da der ikke er passage til havet.
Derfor er der et overmåde rigt fugleliv – af blandt andet fregatfugle, terner, suler, hvidhalede tropikfugle og skråper. Dette gælder især for Tahuna Iti, som kaldes "Fugleøen".
Atollen ligger 25 km øst for Tahiti og kan herfra besøges på en dagsudflugt, som arrangeres af forskellige private operatører.
Ferie på det frodige ø-paradis Huahine
175 km nordvest for Tahiti ligger vulkanøen Huahine, der er frodig i mere end en forstand. Den bugner af frugt, vanilje, kokosnødder og blomster og har desuden ørigets største samling af marae'er, de ældgamle offersteder
Ligesom Tahiti består Huahine af to øer: Huahine Nui mod nord og Huahune Iti mod syd, der forbindes af en lille landtange. Efter sigende blev de skilt ad, da halvguden Hiro sejlede igennem dem med sin kano.
De to øer er temmelig kuperede, og deres kyster veksler mellem dybe bugter og kridhvide sandstrande. Dertil kommer deres blomstrende indre, hvor kokos- og bananpalmer, vaniljeplanter, meloner og de mange tropiske blomster og træer vokser om kap.


Landets største open air-museum
På nordsiden af Huahine Nui ligger Maeva Marae, Fransk Polynesiens største open air-museum, hvor ikke mindre end ti marea'er befinder sig. De enorme stenplateauer er gradvist blevet restaureret, ligesom Orohahehae-templet er det – stedet emmer af mytologi.
Og så er det endda kun en mindre del af Huahines marae'er, der er synlige – bag bakkerne, dybt inde i junglen, siges der at ligge endnu mindst tyve offerpladser gemt.
Rejs til den hellige ø Raiatea
Også på Raiatea mærker man forhistoriens vingesus: det siges at være herfra, at Hawaii, New Zealand og Påskeøerne blev koloniseret. Inden europæerne ankom, var Raiatea nemlig Fransk Polynesiens religiøse centrum
Det understreges af Taputapuatea-marae'en på øen, en enorm offerplads for krigsguden Oro. Det kæmpemæssige koralplateau vidner om de kolossale menneskemængder, der samledes her, og man ved med sikkerhed, at der har fundet menneskeofringer sted. På den nærtliggende Marae Tauraa indsattes desuden rigets høvdinge.
I dag fungerer Raiatea stadig som kulturelt og religiøst samlingssted. Samtidig er den landets vigtigste finansielle center efter Tahiti. Den er desuden den største af Îles sous le Vent-øerne.




Vulkankratere og sjældne blomster
Ligesom på naboøen Tahaa er der mange vaniljeplantager på Raiatea. Men det er den spektakulære natur, der drager: det udslukte vulkankrater Faaroa (opkaldt efter Faaroa-floden, som er den eneste i hele landet, der kan besejles), adskillige vandfald og Mount Temehani, hvor den sjældne tiare apetahi-blomst vokser.
Både på floden og især ved øens mange dybe bugter er der hyppig bådsejlads, da sejlbetingelserne er optimale. Der er alt fra småbåde til fuldt udstyrede luksusyachter.
Og for dykkere er de underjordiske koralhaver, de mange grotter og det store, tremastede skibsvrag, der gik til bunds i år 1900, et paradis at befinde sig i!
Gode forbindelser til Tahiti
Der er daglige flyforbindelser mellem Tahiti og Raiatea; flyveturen er kun på 45 minutter. Med båden, som går et par gange om ugen, tager det derimod tolv timer.
Tahaa – vaniljeøen
Tahaa ligger knap syv km nord for Raiatea, som den deler lagune med. Den kaldes "vaniljeøen", da den bugner af vaniljeplantager – den lille ø står således for 80% af landets vaniljeproduktion
Ikke overraskende dufter der derfor af vanilje på hele øen ... og den store, turkise lagune, som mod nord afgrænses af koralrevet og en række småøer, understreger yderligere øens idylliske stemning. Ikke så mærkeligt at øen især benyttes til bryllupsrejser.


Overdådigt relais & Chateaux-hotel
Men der er ikke mange turister på Tahaa, og de, der er, kommer så godt som alle for at bo på det umådelig luksuøse Hotel Le Tahaa Private Island and Spa, som er medlem af Relais & Chateaux-kæden, beliggende på den lille privatejede motu Tautau. Fra den ene side af hotellet er der udsigt til Bora Bora, fra den anden til Tahaas frodige vegetation.
Hotellet har 48 waterbungalows, hver på over 100 m2, og tolv villaer på stranden med private swimmingpools. Dertil kommer en skønt beliggende spa i en lund af kokospalmer mellem en lille sø og lagunen.
En hjertelig ferie på Maupiti
Maupiti er den ældste af Selskabsøerne – den har fire millioner år på bagen – og naboø til Bora Bora, hvis skønhed Maupiti deler. Som en påmindelse om dens kvaliteter er øen desuden formet som et hjerte ...
Maupitis landskaber minder også meget om Bora Boras; hovedøen er centreret om en kollapset vulkan og er ret bjergrig. Øens højeste punkt, Mount Teurafaatui på 380 meter, omgærdes ofte af fregatfugle, hejrer og andre af havets vingede væsener. De yngler på øen og lægger fortrinsvis deres æg på sydkysten ved Vaieas klitter.


Farvestrålende fisk, rokker og skildpadder
Øen ligger midt i en jadegrøn lagune og er omkranset af småøer og koralrev med kun en enkelt passage til havet, det meget snævre Onoiau, der af og til kan vanskeliggøre indsejlingen til øen. Derfor er Maupiti temmelig isoleret og ikke synderligt besøgt.
Lagunen, som typisk besigtiges med kano eller dykkerudstyr, har et væld af rokker, farvestrålende fisk og koraller. Og på den sandede Tereia-strand med de røde klitter kommer havskildpadder ind for at lægge æg.
Maupiti er den vestligst beliggende af Selskabsøerne; den ligger 40 km vest for Bora Bora og 300 km vest for Tahiti. Med fly tager det en time fra Tahiti, med båd er turen på fjorten timer.
