Kulturelle aktiviteter -
Kultur på rejsen
Selvom Tahiti, Bora Bora og Moorea først og fremmest er solskinsparadiser med badeferie og naturnydelse på programmet, er der alligevel mange kulturelle oplevelser at hente i Fransk Polynesien – fra polynesisk dans til Gauguins malerier
Det skyldes, som antydet ovenfor, dels øernes stærke kulturelle traditioner og dels de mange krydspunkter med vestens kulturliv.
Europæisk dobbeltmoral?
Den traditionelle polynesiske kultur, som de første europæiske opdagelsesrejsende fandt så indtagende, blev ellers godt og grundigt undertrykt, da kristendommen fik tag i øerne i starten af 1800-tallet.
Bandlysning over traditionerne
Missionærerne og præsterne brød sig ikke om de sensuelle danse og sange eller om tatoveringerne, for ikke at tale om den løsslupne seksuelle praksis. I 1819 udstedte Pomare II, der var blevet omvendt til kristendommen, den såkaldte ”Code Pomare”, som ligefrem forbød tatoveringerne og de traditionelle sange og danse, samtidig med at de gamle ceremonier i marae’erne, de hellige steder, blev bandlyst og selve marae’erne i nogle tilfælde ødelagt.
Tatoveringer langs rygraden
Men i de senere år er der sket en enorm genopdagelse og revitalisering af de gamle traditioner, som det da heller aldrig lykkedes missionærerne at knægte helt. Det er især tydeligt for så vidt angår tatoveringskunsten.
I så godt som hver eneste lille flække på hver eneste småø er der er tatovører med mange forskellige motiver på programmet, og næsten alle polynesiere har en tatovering. Typisk meget større end vi kender dem herhjemme og typisk også mere synlige: på underarme og hænder, op ad hele benet og langs rygraden.
Dansende tatoveringer af guddommelig oprindelse
I Fransk Polynesien kan man derfor overalt nyde synet af de mange kunstfærdige kropsudsmykninger, enten i dagliglivet eller – endnu mere fængende – til de mange danseshows. Her kommer tatoveringerne virkelig til deres ret!
Og naturligvis er der alle muligheder for selv at få sig en tatovering – det er sådan set bare at vælge.
For polynesierne er tatoveringer ikke blot udsmykninger, men også en kulturel markering – en forbindelse til forfædrene og guderne, som efter sigende opfandt tatoveringskunsten. Den har under alle omstændigheder eksisteret på øerne i over 1.500 år.
Pahu’en kalder til danseshow
Også de traditionelle danse og sange er kommet til ære og værdighed igen. Disse shows, som før blev opført i marae’en, opføres nu i kirker, på hoteller eller i visse tilfælde på de genopbyggede ceremonipladser.
Den dumpe lyd af den store pahu-tromme kalder publikum sammen, og som trommens rytme bliver hurtigere og mere pågående, springer mændene frem på scenen. De er ofte heftigt tatoverede og bærer typisk kun et lille lændeklæde og en hovedbeklædning.
Kokosnødder og muslingeskaller
Bag dem dukker kvinderne op, iført lange, farvede græsskørter og bh’er lavet af halve kokosnødder og perler. Om halsen hænger en tiare eller en kæde af muslingeskaller, og på hovedet har de ofte en blomsterprydelse.
Ilddansen – en brændende pyramide
Den mest spektakulære af de forskellige danse er ilddansen, som kun danses af mænd. Her danses der med fakler tændt i begge ender, og som flere og flere dansere går på scenen, jo vildere og mere ophedet (bogstaveligt talt!) bliver dansen. Kulminationen indtræder, når mændene kravler op på hinandens lår eller skuldre og danner en stor, brændende pyramide.
Ukuleler, grooves og særegen koralharmonisering
Danserne akkompagneres ud over pahu’en af de mindre og lysere toere-trommer og af ukuleler og guitarer. Strenginstrumenterne er først senere kommet ind i den polynesiske kultur, der ikke desto mindre har udviklet brugen af disse til en distinkt sound, både hvad angår den groovy rytme og den blide koralharmonisering. Sangerne synger også i harmonier med en særegen nasal intonation.
Ofringssteder
Hvad kristendommen heller ikke kunne udrydde, var de mange håndfaste tegn på tidligere tiders gudedyrkelse og helligdomme. Dette gælder bl.a. de omtalte marae, de hellige steder, der ganske vist forsøgtes ødelagt, men hvis antal og omfang var alt for omfattende til, at missionærerne fik held med dette forehavende.
Mange marae ligger dog øde og tilgroede hen i junglen – så meget desto mere er de et fantastisk og ærefrygtindgydende syn, når man pludselig befinder sig på et oldgammelt tableau af koraller og basaltblokke med et alter i den ene side.
Så godt som overalt i Fransk Polynesien findes disse helligdomme. Men særligt kan Marae Arahurahu lidt syd for Papeete på Tahiti fremhæves, en fuldstændig restaureret marae, der nu fungerer som museum.
Tiki-statuer
De mange marae overvåges ofte af en såkaldt tiki-statue, en oldgammel stenfigur, som i udtryk og stil minder meget om ”hovederne” på Påskeøerne, blot typisk knapt så stor – de fleste tiki-statuer i Fransk Polynesien er kun skulderhøje.
Ikke desto mindre er de uhyre kraftfulde, hvis man skal tro historierne om disse magiske figurer. I al fald kørte en bus, som havde leveret en tiki til Gauguin-museet, galt umiddelbart efter afleveringen , og ingen overlevede ulykken ...
Det første menneske i verden
Navnet ”Tiki”, som i øvrigt betegner det første menneske i den polynesiske mytologi, bruges også om de landsbyer, hvori hele spektret af den traditionelle polynesiske kultur kan opleves, for eksempel Tiki-landsbyen på Moorea, som i høj grad er et besøg værd.
Impressionisten der kom ind fra kulden
Det, den franske maler Paul Gauguin (1848-1903) søgte i Fransk Polynesien, var imidlertid ikke så meget en kultur som mangel på samme. Han var godt træt af den kapitalistiske, rationelle vestlige tilværelse og fandt på Tahiti og Hiva Oa den umiddelbare og sanselige tilværelse, han længtes efter.
I al fald på papiret og ikke mindst lærredet, eftersom han malede 66 af sine store værker på disse to øer. At hans tilværelse i Fransk Polynesien så var plaget af konflikter og slagsmål med både de lokale, kirken og de franske myndigheder, er en anden sag, ligesom de mange uægte børn, han efterlod sig, er det.
Primitivisme og retten til at turde
For det ændrer ikke ved, at Gauguins skift fra impressionisme til den såkaldte primitivisme, han udviklede i Fransk Polynesien, fik en enorm indflydelse på kunsthistorien. Dels fordi han, som han selv formulerede det, gav de fremtidige kunstnere ”retten til at turde alt”, og dels fordi han åbnede den vestlige verdens øjne for den primitive kunst.
Gauguin på Tahiti og Hiva Oa
På Tahitis sydkyst ved Papeari ligger Fransk Polynesiens største Gauguin-museum. Her vises et udvalg af hans gouacher, skulpturer, graveringer, skitser og tegninger.
På Hiva Oa i Marquesas-øgruppen ligger det hus – døbt Maison du Jouir (Glædens hus) – Gauguin boede i op til sin død. På kirkegården i den nærtliggende lille by Atuona kan hans grav besøges. Det samme gælder i øvrigt for den belgiske visesanger Jacques Brel, som også tabte sit hjerte til Fransk Polynesien.