Historie og samfund -
Polynesiernes lange rejse
Gådefulde indvandringer og rejser over enorme afstande, europæernes opdagelse af et seksuelt paradis, mytteriet på Bounty og Gauguins forevigelse af Tahiti … Fransk Polynesien har en broget historie!
Omkring år 2.000 f.v.t. foregik der en stor udvandring fra Sydøstasien til det, man i dag kalder Polynesien. Det udgøres af et trekantet område i Stillehavet med Hawaii som det nordlige hjørne, Påskeøerne som det østlige og New Zealand som det vestlige. ”Polynesien” betyder passende nok ”mange øer” på græsk.
Enorme afstande i spinkle kanoer
Det er imponerende at tænke på de enorme afstande, disse udvandrere har tilbagelagt i deres kanoer. Kanoerne var ganske vist sindrigt konstrueret med dobbelte skrog, men ingen af de spinkle fartøjer har været mere end 30 meter lange. Disse første polynesiere har derfor været et uhyre dygtigt søfolk, og man mener, at de har kunnet navigere efter stjernerne.
De første – ind til da ubeboede – øer i Fransk Polynesien, som blev opdaget, var de nordligt beliggende Marquesasøer, ca. år 200 f.v.t. Herfra blev de resterende øer gradvist opdaget og koloniserede. Omkring år 900 e.v.t. blev Selskabsøerne, som er Fransk Polynesiens største øgruppe, koloniseret.
Europæernes indtog
Den europæiske opdagelse af Fransk Polynesien skete også gradvist. Magellan fik øje på Pukapuka i Tuamotugruppen i 1521, og de sydlige Marquesasøer blev opdaget i 1595. Den hollandske opdagelsesrejsende Jacob Roggeveen fandt Bora Bora og et par andre øer i 1722.
Kærlighed eller en kold skulder?
Den første europæer, som kom til Tahiti, den største af Selskabsøerne, var den engelske kaptajn Samuel Wallis i 1767. Han fik ikke ligefrem en varm velkomst, men blev omringet af stenkastende mænd i kanoer.
Et noget anderledes billede end det franskmanden Louis Antoine de Bougainville dannede sig året efter. Han kaldte Tahiti for det nye Kythera, kærlighedsgudinden Afrodites fødested. Dette fordi de tahitianske kvinder var usædvanligt imødekommende over for fremmede og gavmilde med deres seksualitet ...
James Cook og Det Kongelige Selskab
Selskabsøerne fik deres navn i 1769, hvor James Cook nåede til Tahiti sammen med en videnskabelig ekspedition, finansieret af Det Kongelige Selskab i England.
Forfattere og kunstnere
De opdagelsesrejsendes beretninger tiltrak senere kunstnere som Herman Melville, Robert Louis Stevenson og Paul Gauguin. Specielt Gauguin, der opholdt sig på Tahiti og Marquesasøerne i slutningen af 1800-tallet, er uløseligt forbundet med Fransk Polynesien. Hans sensuelle billeder af livet på Tahiti fik enorm indflydelse på kunsthistorien.
Mytteriet på Bounty
I 1788 ankom kaptajn William Bligh til Tahiti på det gode skib Bounty. Han skulle samle brødfrugtsplanter til at bespise de afrikanske slaver i Vestindien. Bligh og hans mænd blev 4 måneder på Tahiti for at udføre opgaven, og i løbet af denne tid havde mange af mændene knyttet sig stærkt til de lokale kvinder. De havde ikke synderlig lyst til at vende tilbage til den vestlige verden.
Dette førte til et mytteri anført af styrmanden Fletcher Christian, som satte Bligh af i en redningsbåd ud for Tonga. Mytteristerne sejlede straks tilbage til Tahiti, hvor de slog sig ned som lejesoldater. De kunne dog ikke nyde deres selvvalgte paradis ret længe, for den britiske lovs lange arm fandt dem i 1891. Undtagen en lille flok, heriblandt Fletcher Christian, som gemte sig på den lille ø Pitcairn, hvor deres efterkommere stadig bor.
Mytteriets spor – Pomare-dynastiet
Udover at være en god historie fik dette verdensberømte mytteri stor betydning for Fransk Polynesien. Mytteristerne gik nemlig i tjeneste hos den unge høvding Tu fra Pomare-klanen og udstyrede ham med muskedonnere, som satte ham i stand til at erobre naboøen Moorea.
Gradvist erobrede Tu flere og flere øer, og således begyndte Pomare-dynastiet, som varede helt indtil 1880, hvor øerne blev en fransk koloni.
Britisk snerpethed og fransk kolonisering
Indtil da havde der dog udspillet sig adskillige dramatiske hændelser i det lille ørige. Pomare II, Tus søn, blev omvendt til kristendommen af en gruppe engelske missionærer. Han påbød sine undersåtter at gå i kirke og forbød øernes traditionelle gudsdyrkelse, dans, tatoveringer, musik og ikke mindst den åbenhjertige seksuelle praksis.
I 1842 ankom den franske admiral Dupetit-Thouars til Tahiti og forsøgte at gøre øen til et fransk territorium. Men Pomare IV satte sig til modværge, og en krig mellem de franske styrker og Tahiti brød ud. Pomare-dynastiet måtte imidlertid se sig overvundet, og Tahiti og Moorea blev i 1847 et fransk protektorat.
Fransk Oceanien og Fransk Polynesien
I 1880 skærpedes Frankrigs magt i øriget, da Selskabsøerne sammen med Marquesas- og Tuamotuøerne blev en fransk koloni under navnet Fransk Oceanien. Hen mod slutningen af århundredet blev også Austral- og Gambierøerne indlemmet i Fransk Oceanien.
Efter Anden Verdenskrig fik indbyggerne fransk statsborgerskab, paradoksalt nok samtidig med at den polynesiske nationalisme begyndte at røre på sig. Men da Fransk Oceanien i 1958 skulle stemme om, hvorvidt det ville være en selvstændig nation, stemte 65 % af borgerne for at forblive en del af Frankrig. Landet skiftede samme år navn til Fransk Polynesien.
Moderniseringer og prøvesprængninger
I løbet af 1960erne skete der store udviklinger på øerne. Blandt andet blev den internationale lufthavn på Tahiti bygget, hvilket gav turismen et enormt løft.
Det var også i 1960erne, at Frankrig begyndte sine atomprøvesprængninger på Moruroa-atollen. Dette bragte arbejdspladser og moderne industri med sig, men var oplagt ikke velset af lokalbefolkningen. Især ikke da efterretningstjenesten sprængte et af Greenpeaces skibe i luften ud for Moruroa i 1985. Prøvesprængningerne blev indstillet i løbet af 1990erne og militærbaserne lukket.
Selvstændighed og demokrati
I 1984 fik Fransk Polynesien en udstrakt grad af selvstændighed, herunder en nationalforsamling og en præsident. Fransk Polynesien vælger også to medlemmer og en senator til det franske parlament.
Den nuværende præsident, Oscar Temaru, blev valgt i 2004 efter den pro-franske Gaston Flosses 20-årige korrupte regime. Temaru er fortaler for, at Fransk Polynesien bliver endnu mere selvstændigt.
