Gambierøerne -
en perlende ferie
1600 km sydøst for Tahiti ligger fjorten små øer i en lille lagune, der emmer af perlefarme og perlemor – Gambierøerne
Gambierøerne ligger i direkte forlængelse af Tuamotuøerne mod sydøst, hvorfor de to øgrupper af og til omtales under ét. Men sproget og kulturen på Gambierøerne minder mere om Marquesasøernes, ligesom øernes rå og uspolerede natur gør det.
De 14 små Gambierøer, både vulkan- og koraløer, befinder sig i den samme farvestrålende lagune omkranset af et halvcirkulært koralrev. Lagunen er derfor en smeltedigel af de polynesiske landskaber og øtyper og i det hele taget et meget fascinerende syn.
Perlemor og uberørt natur
Gambierøerne har i lang tid været centrum for udvindelse af perlemor og senere også for perleavl der i dag er øernes hovedindtægtskilde. Perlerne fra Gambierøerne er kendt for deres høje kvalitet og skønhed.
Ellers er naturen temmelig uberørt på Gambierøerne – en del af øerne er ganske ubeboede, og befolkningen er fåtallig, omtrent 1200 mennesker. Til gengæld er der mange fisk og generelt gavmilde naturressourcer.
Grusom kristendom
Den fåtallige befolkning skyldes i høj grad Gambierøernes historie.
Da kristendommen kom til øerne i 1834, i form af den katolske pater Laval, styrtdykkede befolkningstallet – på grund af tvangsarbejde, fængslinger (for at grine under messen!), steriliseringer og europæiske sygdomme.
Fra omkring 6.000 mennesker var der kun 463 tilbage i 1887. Heldigvis svækkedes Lavals grusomme regime med tiden, og Gambierøerne begyndte langsomt at finde sine fødder efter hans død i 1880.
Nu kan øerne sådan set profitere af det lave befolkningstal og den forsinkede modernitet, der har skånet naturen og økosystemet.
Katolicisme og klimatisk mildhed
Mangareva er den største af Gambierøerne og huser broderparten af deres befolkning. Her vrimler det med smukke bygninger fra det katolske regime i 1800-tallet – og med perlefarme!
Da Mangareva var den polynesiske katolicismes vugge, ligger der over 100 bygninger fra denne tid: især kirker, præsteboliger, klostre og skoler, men også mere verdslige foretagender som væverier, bagerier og udsigtstårne.
Trods den dystre fortid er der stadig et rigt religiøst liv på øerne, og de mange religiøse fester højtideligholdes med storslåede messer og processioner.
Storslået katedral i Rikitea
De finder især sted i St. Michel-katedralen i hovedbyen Rikitea. St. Michel blev bygget i 1848 og er et arkitektonisk mesterværk med to imponerende, hvidkalkede tårne bygget af koralblokke. Kronen på værket er det store alter, som er dekoreret med øens udsøgte perler og perlemor.
Kirken kan rumme 1.200 mennesker, dvs. hele øgruppens nuværende befolkning!
A devil in disguise!
Mangareva er en vulkanø, der består af et udslukt vulkankrater. Landskabet er bakket og frodigt med frugttræer, bregner og det forræderisk smukke, hvidblomstrende reva-træ – også kendt som "selvmordstræet" pga. dets uhyre giftige frugter!
Lille ø med mildt klima
Den lille ø – trods øens storebrorstatus blandt Gambierøerne udgør dens areal kun 14 km2 – har et indbydende tropisk klima, om end det i juli og august er en anelse koldere end gennemsnittet for Fransk Polynesien. Den tropiske varme holdes også i skak af milde briser fra havet. Men klimaet er alligevel så varmt, at perlefarmene – som på Gambierøerne generelt – stortrives!