Australøerne -
En rejse til Tahitis spisekammer
Australøerne, der ligger lige ved Stenbukkens vendekreds, er den sydligste øgruppe i Fransk Polynesien. Deres milde klima har gjort dem kendt som ørigets spisekammer
Australøerne ligger mellem 500 og 1000 km syd for Tahiti. Og selvom der langt fra er koldt – klimaet er immervæk tropisk – gør det lidt køligere vejr sit for jordens afkast: Der dyrkes gulerødder, kartofler, kål, avocado, citrusfrugter, maniok, taro og kaffe. Størstedelen af alle herlighederne sælges på Tahiti.
De fleste mennesker på Australøerne er da også beskæftiget i landbruget eller med fiskeri.
Fem vulkanøer og to koraløer
Australøerne består af fem beboede vulkanøer og to ubeboede koraløer. Hovedøen og det administrative centrum er Tubuai, men de fleste rejsende foretrækker den nordlige Rurutu.
Hvaløen Rurutu
Rurutu er den næststørste af Australøerne og på mange måder helt speciel. Blandt andet fordi der fra juli til oktober er masser af hvaler omkring øen, når de enorme pattedyr kommer ind for at yngle.
De kan iagttages fra de mange observationsplatforme ud mod havet og ved de vældige panoramaer ved Moerai og Avera Bay. Undervandsfotografer fra hele verden rejser hertil for at forevige disse havets kæmper.
Også almindelige dykkere har chancen for en svømmetur med mutter hval og hendes nyeste afkom ... Den usædvanligt gode sigtbarhed gør kun fornøjelsen større!
Hvad kalkstensklipperne gemte
Rurutus geografi er også speciel. Selve øen er resterne af en vulkan, der blev dannet for mellem ni og tolv mio. år siden, og som nu for længst er udslukt. Men den vulkanske aktivitet dannede en rand af kalkstensklipper mellem øens basaltiske indre og havet.
Disse kalkstensbjerge er gennemhullet af huler og grotter med både stalaktitter og stalagmitter, og mange af hulrummene blev tidligere brugt som gravpladser. At udforske disse bjerge er en af Rurutus store attraktioner.
Den sidste kvindelige kannibal
I det hele taget er der mange vandremuligheder og gode vandrestier på den lille ø, der strækker sig over bare 32 km2.
De fleste stier passerer forbi øens næsthøjeste bjerg, Taatioe (389 m) på den nordøstlige del af øen, hvor Ina-grotten ligger – opkaldt efter den sidste kvindelige kannibal på Rurutu!
En årlig pilgrimsrejse
Ina-grotten besøges også på øens årlige Tere-festival, som udspiller sig lige efter nytår. Her går hele øens befolkning – ca. 2000 mennesker – ud på en rundtur på øen, hvor de forskellige historiske steder og helligdomme besøges. Herunder øens marae'er ved syd- og østkysten.
Turen ender med en stenløftningskonkurrence for både mænd og kvinder – de stærkeste kan løfte 150 kilo op på skuldrene. Øens besøgende er meget velkomne til at deltage i såvel turen som i konkurrencen ...
Stolte kvinder i Edens Have
Overhovedet er den lokale og traditionelle kultur særdeles velbevaret på Rurutu. Også mange håndværk, især væver- og flettekunsten, står i høj kurs på øen – så høj at de udsøgte flettede hatte, kurve og måtter udgør en væsentlig del af øens økonomi.
Håndværkerne er mestendels stolte, gamle kvinder, hvis metier er givet dem i arv fra deres mødre.
Australøernes store frugtbarhed fornægter sig heller ikke på Rurutu – det veltempererede tropiske klima, de mange kaffeplantager, bananpalmerne, de enorme grapefrugter og vanilje- og appelsinplantagerne giver én indtryk af at befinde sig i noget nær Edens Have.
Få, men udsøgte strande ...
Der er ikke mange strande på øen, da den – ret enestående for Fransk Polynesien – ikke har en lagune. Men ved Naairoa, Avera og især ved Toataratara på øens sydspids er der lange, lækre strækninger med kridhvidt sand! De er som regel ganske øde, og nogle steder er de omgivet af enorme kalkstensklitter.
... og et usædvanligt koralrev
Også koralrevet omkring den lille ø er specielt, da det stikker adskillige meter op ad havet. Endnu et fascinerende syn ved den på alle måde anderledes og dragende hvalø Rurutu!
