        |
Tre søer uden vand -
Safari til søs? Makgadikgadi, Nxai Pan og Ngamisøen i Botswana
En rejse til tre søer i Botswana, som både kan være udtørrede og vandfyldte -
for landets klima er lunefuldt!
Makdadikgadi og Nxai er blevet til saltresevoirer, mens Ngami holder vandstanden lidt endnu...
Sø det ene år, ørken det næste
Søerne i Botswana har svære overlevelsesbetingelser.
Den korte regntid, den lange tørkeperiode og flodernes ændrede løb skaber en foranderlighed, der andetsteds er uset: ørken det ene år, sø det næste.
Ngami, Makgadikgadi og Nxai er sådanne søer – skiftevis udtørrede, skiftevis med vandspejl.
Ngamisøen og den lunefulde vandstand
Ngamisøen ligger i det nordvestlige Botswana, sydvest for Okavangodeltaet. Den får vand fra Thaogefloden, som igen bevandes af Okavangofloden – når der vel at mærke er vand. For Ngami begyndte at tørre ud for cirka 10.000 år siden, i høj grad som følge af papyrusser, der omkransede den så massivt, at de spærrede for vandet fra Thaoge. Alt afhængig af regnfaldet har Ngami derfor skiftevis været en stor sø eller en halvørken.
David Livingstone, der krydsede søen i 1849, opmålte den til at være 120 km i omkreds og mere end to meter dyb de fleste steder. De mål har siden ændret sig – mange gange.
Paradise lost and regained
I starten af 1960erne udtørrede søen fuldstændig. Men i efteråret 1966, efter en sommer med masser af regn, begyndte den at fyldes igen. Vandfuglene – de hvide pelikaner, flamingoerne og maraboustorkene – vendte tilbage, og maller, som havde ligget i dvale tørken igennem, vågnede op og gav de lokale fiskere masser af arbejde. Også i dag er fuglelivet rigt og varieret, men det afhænger stadig meget af vandstanden.
Det er bedste tidspunkt at besøge Ngamisøen på er fra juni til august i den botswanske tørkeperiode.
To forhenværende søer: Makgadikgadi og Nxai Pan
Makgadikgadi og Nxai ligger ca. 200-300 km syd for Chobe Nationalpark og i sydøstlig retning fra Maun.
For 10.000 år siden var Makgadikgadi med sine 80.000 km2 en af Afrikas største søer. Men floderne ændrede som så ofte deres løb, samtidig med at klimaet blev varmere og mere tørt. Vandet trak sig tilbage og efterlod bl.a. den nordligere beliggende Nxaisø, der i dag også er tørret ud.
Makgadikgadi-området har et fladt landskab med højt græs, spredte palmeoaser og tørre saltpander, hvor intet kan gro. Botetifloden løber gennem parken og kan i regnfulde år fylde saltpanderne op – dog kun med en lav vandstand.
Når vandet endelig kommer
Når der er vand, lander flamingoer, ænder, gæs og utallige pelikaner her og nyder godt af mikro-organismer i den saltholdige væske.
Store flokke af zebraer, gnuer og andet slettevildt tiltrækkes ligeledes, og med lidt held kan flokke på op til 10.000 dyr ses i panderne, gerne i januar-marts.
I det hele taget er der en stor variation af dyreliv i Makgadikgadi: I græslandskabet ses hesteantiloper, springbukantiloper og de sjældne brune hyæner, mens løver, giraffer, kuduer og zebraer holder til ved floden.
Baines og De syv Søstre
Nxai-området er godt 2.578 km2 stort og består af to græsklædte pander med en spredt bevoksning af overvejende lave akacietræer. I den nordøstlige del står de berømte ”syv søstre” eller ”Baines’ baobabtræer”, som de også kaldes.
Sammen med Livingstone rejste den engelske kunstner Thomas Baines rundt i Afrika, og i 1862 blev baobabtræerne foreviget på Baines’ lærred.
Møde med de sidste buskmænd
Det siges om disse forunderligt ”omvendte” træer, at de ikke har mistet en eneste af deres spøgelsesagtige grene, siden de voksede op for anslået 5.300 år siden.
I Nxai kan du også tage en tur tilbage i tiden med sanfolket, der viser rundt i de historiske steder i området og med den største indlevelse fortæller om deres traditionelle levevis i pagt med naturen.