
Maun –
Botswanas safarihovedstad
Maun: Engang en landlig og støvet flække på kanten af Okavangodeltaet. I dag centrum for turismen og indgangsport til de store safarirejser
Det er fra Maun, du kommer videre til Okavangodeltaet og Moremi samt til Ngamis, Makgadikgadis og Nxais saltpander. Byen er derfor spækket med safaribureauer og små, private luftfartsselskaber, ligesom byens lufthavn er temmelig velbesøgt.
Maun: Moderne tider med rustik atmosfære
Maun blev grundlagt i 1915 som hovedstad for tswanafolket. Siden er den blevet udbygget med hoteller, lodges, store butikker og endda sin helt eget lille vildtreservat. Der bor nu omkring 30.000 mennesker i byen.
Selvom nutiden efterhånden har gjort sit indtog, er der stadig en rustik atmosfære over Maun. Stammefolk, der kommer til byen for at sælge deres kvæg, bevæger sig fredsommeligt gennem gaderne, og antiloperne græsser roligt ved bredderne af Thamalakanefloden, som løber igennem byen.


Maun: Farverige hererokvinder
Et farverigt indslag i bybilledet skabes af efterkommerne af hereroer på flugt fra Namibia, hvis opstand mod de tyske koloniherrer for 100 år siden blev slået ned med stor brutalitet.
Kvindernes spraglede kjoler med store pufærmer og karakteristiske hovedbeklædning udspringer pudsigt nok af finske missionærers indflydelse tilbage i 1800-tallet.
Maun: Walking safari og overraskede tigerfisk
I byens lille vildtreservat, Maun Game Reserve på bare 8 km2, kan du komme på en såkaldt walking safari langs Thamalakanefloden, som har mange gode vandrestier.
Et højdepunkt på turen er, når guiderne fremviser flodens varierede fiskeliv ved hjælp af lygter og for eksempel fanger en overrasket tigerfisk i keglernes skær.
