
Sådan bor du på Botswana-rejsen
Fra Botswanas luksushoteller og eksklusive camps til telte, du selv rejser på din safari
Leveomkostningerne i Botswana er blandt de højeste i Afrika, men det er netop de høje priser, der giver de rige muligheder, især på safari.
Hoteller i Botswana
Der er kun tre internationale hotelkæder i Botswana, naturligvis alle repræsenterede i hovedstaden Gaborone. Der er også gode lokale hoteller i alle større byer, og generelt bor du under pæne forhold med et venligt og imødekomme personale.
Lodges
Lodges i Botswana er ofte små og intime, med plads til ganske få gæster. De findes i mange forskellige varianter, lige fra overdådige walk-in telte til rustikke bungalows i naturlige materialer eller moderne, minimalistiske værelser med aircondition og alle tænkelige bekvemmeligheder.

Indkvartering på safari
På overlandssafari følger du de støvede spor henover savannen og kører fra park til park under forhold, der veksler fra udpræget komfortable til mere beskedne.
I basisudgaven hjælper du selv med at rejse teltene og lave mad, mens du i de mere luksuøse varianter bor i meget store telte med eget bad og toilet og har et professionelt mandskab, der klarer alt det praktiske – naturligvis også en kok, der tryller med gastronomien.


Fly-in safari i Botswana
En anden måde at udforske safariområderne på er ved fly-in-safarier. Her hopper du fra reservat til reservat og overnatter i de mest både smagfulde og komfortable, små lodges. Og alle overalt står lokale, kyndige rangers parat til at øse af deres viden og give dig de største safari-oplevelser.
Fly-in er en enkel måde at komme rundt på, især i et land hvor Okavangodeltaets vandveje stopper firhjulet transport, og hvor Kalaharis røde sandbanker kan kræve en ganske særlig erfaring af chaufføren.
