.............................................
Anbefal denne side til en
ven
Ernest Hemingway
Hemingway har med sine store bedrifter inspireret mange mennesker på en lang række områder. Forfattere, journalister og helt almindelige mennesker har, ligesom dette rejsebureau, ladet sig påvirke af det fantastiske menneske - Ernest Hemingway
Da Ernest Hemingway den 2. juli 1961 besluttede sig for, at han havde fået nok af denne verden, kunne han se tilbage på et helt eventyrligt liv, præget af både personligt og storpolitisk drama.
Han havde rejst i det meste af verden og prøvet kræfter med alt fra tyrefægtning i Spanien til storvildtjagt i Kenya. Han havde været krigskorrespondent og oplevet to verdenskrige. Han havde skrevet adskillige litterære mesterværker og modtaget Nobelprisen i litteratur. Han havde været gift fire gange og fået tre sønner, og hans nærmeste venner havde været samtidens mest fremtrædende kulturpersonligheder.
En målrettet ung mand
Ernest Miller Hemingway (f. 1899) voksede op i en familie, der var del af Chicagos bedre borgerskab. Efter high school begyndte Ernest at arbejde som journalist. På avisen lærte han hurtigt at skrive korte, præcise sætninger og stræbe efter klarhed, en stil der kom til at kendetegne resten af hans forfatterskab.
I 1918 sejlede den eventyrlystne unge mand af sted mod 1. Verdenskrigs fronter, sendt ud af Røde Kors. Få måneder efter blev han hårdt såret af en granateksplosion og måtte tilbringe ugevis i sygesengen. Han spildte dog ikke tiden, men indledte et forhold til den smukke sygeplejerske!
Kunstnerliv i Paris
Et vigtigt vendepunkt indtraf i 1921, da Hemingway flyttede til Paris med sin første kone, Hadley. Parret begyndte at omgås forfattere som Gertrude Stein, Ezra Pound, James Joyce og F. Scott Fitzgerald, og Hemingway skrev og fik udgivet sine første bøger.
Sideløbende med den spirende forfatterkarriere arbejdede Hemingway som korrespondent for forskellige amerikanske aviser, og han oplevede bl.a. den græsk-tyrkiske krig og Mussolinis Italien. Der var dog også tid til mere muntre ferierejser, såsom de mange ture til Spanien, hvor Hemingway dyrkede sin lidenskab for tyrefægtning.
Inspirerende safari
I 1927 blev Hemingway gift med sin anden kone, Pauline Pfeiffer, som han fik to sønner med. Den lille familie bosatte sig i Key West i Florida, et sted der skulle blive Hemingways base de næste mange år.
Hemingways trang til nye udfordringer fik ham imidlertid til at vende blikket mod Afrika. Sammen med Pauline og et par venner begav han sig på safari i Kenya og Tanzania og samlede her materiale til bl.a. Afrikas grønne bjerge og novellen Kilimanjaros sne. Hemingway var bidt af spændingen ved jagten og den svimlende smukke natur. Højeste ønske var selvfølgelig at få ram på en løve.
Safarien blev dog afbrudt, da Hemingway måtte indlægges på et hospital i Nairobi i flere uger grundet en infektion med dysenteri – vi må huske på, at dette var længe inden rindende vand og træk-og-slip-wc’er kom til bushen!
Draget af krigens rædsler
Da borgerkrigen i Spanien brød ud, tog Hemingway af sted som krigskorrespondent sammen med kollegaen Martha Gellhorn, som blev hans tredje kone. Oplevelserne fra denne krig har han beskrevet gribende i romanen Hvem ringer klokkerne for, som han høstede stor anerkendelse for. Og under Anden Verdenskrig var Hemingway igen at finde ved fronten.
Fra karrierens klimaks til sammenbrud
Efter krigen bosatte Hemingway sig på Cuba med sin fjerde kone, Mary, og her skrev han et af sine vigtigste værker, Den gamle mand og havet. I de følgende år blev ”Papa Hemingway”, som han nu blev kaldt, hædret med både Pulitzerprisen og Nobelprisen.
Den professionelle anerkendelse hjalp dog ikke stort på Hemingways psykiske tilstand, og til slut fik depressionerne overtaget. I 1961 skød Ernest Hemingway sig gennem hovedet og satte dermed selv punktum for et enestående liv.
